Dommer fængsler 23-årig mand for to drabsforsøg

I nogen tid har politiet ledt efter mand, som mistænkes for drabsforsøg. Natten til tirsdag blev han anholdt.

En 23-årig mand er i Retten i Glostrup blevet varetægtsfængslet for to drabsforsøg i Ballerup og Søborg. I sagen fra Søborg er to mænd og to kvinder tidligere blevet fængslet, mens politiet leder efter yderligere en mand. (Arkivfoto) Per Johansen, pressefoto, Domstolsstyrelsen/Free Fold sammen
Læs mere

Københavns Vestegns Politi har i et stykke tid ledt efter en 23-årig mand, som sættes i forbindelse med to drabsforsøg i Søborg og Ballerup.

Natten til tirsdag klappede fælden, da han i en stjålet bil forsøgte at stikke af fra en hundepatrulje i Rødovre.

Tirsdag blev han fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Glostrup, og her fandt dommeren mistanken mod manden så velbegrundet, at den 23-årige blev varetægtsfængslet frem til 22. august.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Politiet mener, at det var den nu fængslede mand, der den 20. juli skød en 28-årig mand i benet på Pederstrupstien i Ballerup.

Desuden sættes han af politiet i forbindelse med en episode på Nordfrontvej i Søborg den 30. juni. Her blev en 36-årig mand både skudt og stukket med kniv.

I den sidstnævnte sag er to mænd på 22 og 26 år samt to kvinder på 31 og 41 år i forvejen varetægtsfængslet.

Desuden leder politiet efter en 36-årig mand, der er blevet varetægtsfængslet in absentia - altså uden selv at være til stede i retsmødet.

Ifølge anklager Julie Skovgaard mener politiet til gengæld ikke, at der er andre involverede i drabsforsøget i Ballerup.

»Det er der intet, der tyder på,« siger hun.

Grundlovsforhøret foregik for lukkede døre, så det er uvist, hvilket materiale politiet har mod den 23-årige.

»Han nægter sig skyldig, men ønskede ellers ikke at udtale sig,« fortæller Julie Skovgaard.

Den 23-årige overvejer nu, om han vil kære kendelsen om varetægtsfængsling til landsretten.

Motivet til drabsforsøgene står ikke helt klart.

»Efterforskningen af de to drabsforsøg pågår fortsat og peger foreløbig ikke i retning af motiver, der kan relateres til bander, men angiveligt udspringer af uenighed mellem personer med kriminelle tilhørsforhold,« udtaler efterforskningsleder Henrik Hougaard i pressemeddelelsen.

/ritzau/