Efterspillet i sagen om Københavns forhenværende radikale beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev er langt fra slut.

Folketingets ombudsmand har af to omgange henvendt sig til Københavns Kommune for at få oplyst, om sagen vil give anledning til »overvejelser eller initiativer«.

Det viser dokumenter, som Berlingske har fået indsigt i.

Ombudsmanden er landets øverste kontrolinstans, der har til formål at sikre, at den offentlige forvaltning sker inden for lovens rammer. Henvendelserne drejer sig imidlertid ikke om den tidligere borgmesters vederlagsfrie lån af Rådhussalen til sin bryllupsfest, men om en anden sag, der dukkede op i kølvandet derpå.

Den 5. oktober skrev BT, at Anna Mee Allerslev fik stillet et festlokale til rådighed af Øens Murerfirma i forbindelse med sin 30 års fødselsdag uden betaling.

BT kunne i samme ombæring fortælle, at Jan Elving, der ejer Øens Murerfirma, har udført adskillige opgaver for Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen under Anna Mee Allerslev.

Selvom både Anna Mee Allerslev og Jan Elving forklarer, at de er blevet gode private venner gennem samarbejdet, slår flere ekspert fast, at der kan være et habilitetsproblem.

»Anna Mee Allerslev sætter sig selv i en situation, hvor der kan rejses mistanke om, hvorvidt firmaet forventer særbehandling eller en modydelse for at lægge lokaler til hendes private fest,« udtaler Christian Ougaard, formand for organisationen Transparency International, til avisen.

Den 13. oktober sender ombudsmanden første gang et brev til Københavns Kommune, hvor de henviser til artiklerne om sagen og påberåber sig ombudsmandslovens paragraf 17, der tillader ombudsmanden på egen drift at tage en sag op til undersøgelse.

»Jeg beder venligst Københavns Kommune oplyse, om det, der er anført i de nævnte artikler, giver kommunen anledning til overvejelser eller initiativer, herunder i forhold til Anna Mee Allerslevs habilitet i de nævnte og eventuelle andre sager,« står der i brevet, der beder kommunen svare inden for fire uger.

Læs hele brevet her:

I løbet af oktober kommer der flere kritiske udtalelser fra partifæller om Anna Mee Allerslev, men sagen eskalerer først for alvor den 25. oktober, da BT via en aktindsigt kan fortælle, at Anna Mee Allerslev gentagne gange har rettet henvendelser til Teknik- og Miljøforvaltningen for at hjælpe Øens Murerfirma med deres sagsbehandling.

En ekspert i forvaltningsret udtaler, at sagen »kan give et indtryk af nepotisme«. Samme dag indkalder Anna Mee Allerslev til et pressemøde, hvor hun meddeler, at hun trækker sig fra politik og fra sin stilling som borgmester.

Ombudsmanden henvender sig for anden gang til Københavns Kommune den 26. oktober og beder om, at de nye oplysninger skal inddrages i kommunens svar.

Læs hele henvendelsen her:

Ifølge Bent Greve, der er professor i forvaltningsret ved Roskilde Universitet, er brevet udtryk for, at ombudsmanden vil have alle sagens fakta på bordet inden en eventuel udtalelse.

Selvom Anna Mee Allerslev har trukket sig, er sagen altså alvorlig nok til potentielt at få betydning for kommunen fremadrettet.

»Det er stadig relevant at høre kommunen overvejelser om de vil sikre, at man er endnu mere opmærksom på hvornår medlemmer af Borgerrepræsentationen – herunder borgmestre – er habile til at deltage i behandlingen af sager,« siger Bent Greve og fortsætter:

»Det som ombudsmanden i virkeligheden er på jagt efter, er nogle klarere retningslinjer fra Københavns Kommune, så denne type sager ikke gentager sig.«

Beskæftigelsesforvaltningen har ikke nogen kommentarer til sagen.