Dokumentation: Den antiimperialistiske venstrefløj 1945-89

Læs her uddrag af af PET-kommisionens baggrund og konklusioner vedrørende Den antiimperialistiske venstrefløj 1945-89

Set i PET’s optik var det vigtigt, især fra 1960’erne og senere, at være opmærksom
på trotskistiske grupperingers virksomhed.
For det første var dele af
de trotskistiske miljøer ifølge PET militante i deres virksomhed.
For det andet
var det en arbejdsmetode blandt trotskisterne at udføre ”entrisme”, det vil sige
infiltration af politiske partier eller organisationer med det formål at bedrive
revolutionær virksomhed på trotskistisk grundlag, uden at omgivelserne var vidende
om, at de nye medlemmer var trotskister.

Med hensyn til PET’s overvågning
af trotskistiske miljøer dokumenteres det, at PET gennem det meste af den kolde krig opfattede trotskister som såkaldte uromagere.

PET mistænkte således
trotskister for i 1960’erne at stå bag en række voldelige aktioner navnlig i København
vendt mod virksomheder med forbindelse til general Francos Spanien.
PET godtgjorde, at det var en navngiven trotskist, der stod bag den såkaldte
”Randersbombe”, hvor et antal aktivister ved et uheld sprængte en bombe i et
hus i Randers, hvorved et barn kom til skade. Ifølge PET havde det været aktivisternes
agt at bringe bomben til sprængning i tilslutning til en NATO-øvelse, der
fandt sted nær Randers.

I sidste halvdel af 1960’erne og i 1970’erne var trotskisterne ifølge PET særdeles
aktive i Vietnambevægelsen. Fra midten af 1970’erne var de ifølge PET tillige
vigtige aktører i et større antal arbejdsmarkedskonflikter. PET’s efterforskning
viste desuden, at trotskisternes på daværende tidspunkt seneste organisationsdannelse,
Socialistisk Arbejderparti (SAP), i 1980’erne blev stadig mindre militant
og mere parlamentarisk orienteret

Alligevel konstaterede PET i 1980’erne
en vis støtte fra SAP til BZ-miljøet, hvoraf dele af PET opfattedes som militante i
deres virksomhed. Personer, som PET tidligere havde sat i forbindelse med trotskistiske
miljøer, demonstrerede endvidere sympati for vesttyske terrormiljøer,
især Rote Armee Fraktion (RAF) via den såkaldte Vesttysklandskomité.

PET var ligeledes gennem cirka tre årtier opmærksom på diverse maoistiske
miljøer, især KAK (Kommunistisk Arbejdskreds), KFML (Kommunistisk
Forbund marxister-leninister), KAP (Kommunist Arbejderparti), MLE (Marxistisk-
Leninistisk Enhedsfront), KAml (Kommunistiske Arbejdere marxister-leninister),
DKP/ml (Danmarks Kommunistiske Parti/Marxister Leninister) samt
Manifest/Kommunistisk Arbejdsgruppe. Som tilfældet var med trotskistiske
grupperinger, havde heller ikke maoistiske miljøer støtte fra nogen international
stormagt, der kunne forventes at angribe Danmark.

Således antog PET heller
ikke, at maoisterne på noget tidspunkt udgjorde nogen væsentlig risiko i forbindelse
med en eventuel konfrontation mellem NATO og Warszawapagten.

Fra stiftelsen af de første ml-grupper, det vil sige fra 1963, da den forhenværende
DKP’er Gotfred Appel dannede KAK, og frem til slutningen af 1970’erne
var PET særlig interesseret i at afklare de maoistiske gruppers politiske synspunkter
og ambitioner foruden deres forbindelser til tredjelande og udenlandske
miljøer. PET konstaterede – næppe overraskende – at de nævnte grupperinger
på trods af visse uoverensstemmelser havde prokinesiske grundholdninger.
Desuden konstateredes en vis orientering mod Albanien.

Nok så interessant
var det formentlig for PET, at grupperingerne meddelte sig i form af paroler
om nødvendigheden af væbnet revolution. Ifølge PET var det en i nogen grad
fælles forestilling blandt maoisterne, at borgerskabet forud for en socialistisk
samfundsomvæltning ville forsøge at forhindre denne udvikling ved at anvende
våben mod befolkningen.

Derfor, som en præventiv foranstaltning, ville arbejderklassen,
som maoisterne identificerede sig med, bevæbne sig og forsvare den
socialistiske magtovertagelse.

Forestillingen var med andre ord, at de revolutionære
forud for omvæltningen måtte gribe til våben for at modstå og forebygge
borgerskabets væbnede forsvar for det bestående.

PET bemærkede desuden, at dele af det maoistiske miljø i den nævnte periode
udfoldede sympati for palæstinensernes kamp, hvilket blandt andet gav
sig udslag i, at maoister gennemførte et antal rejser til Nordafrika og til Mellemøsten.
Endvidere var det PET’s opfattelse, at især KFML og KAP udfoldede
en del propagandistisk virksomhed: Eksempelvis udgav KFML et kinesisk støttet
blad. PET havde imidlertid vanskeligt ved at opnå sikker viden om KFML’s og
KAP’s aktiviteter. PET var således ikke i stand til at fremskaffe medlemslister fra
organisationerne eller deltagerlister fra diverse sommerlejre, hvilket skyldtes, at
KFML og KAP, der var meget sikkerhedsbevidste, søgte at hemmeligholde deres
virke.

Overvågningen var i 1960’erne og 1970’erne først og fremmest begrundet i
mistanker om, at flere af de nævnte bevægelser bidrog til at skabe uro. Fra slutningen
af 1970’erne og i 1980’erne var det især KAP, KAml samt DKP/ml, der
havde PET’s interesse. De to første blev ikke set som nogen væsentlig trussel
mod den lovlige samfundsorden. Til gengæld betragtede PET DKP/ml som en
”særdeles rabiat gruppe”, og især noteredes det fra PET’s side, at den revolutionære
retorik blandt DKP/ml’erne blev ledsaget af en række uroskabende aktiviteter.
Størst succes synes DKP/ml at have haft blandt arbejderne i byerne. Langt
den overvejende del af PET’s indsamling af oplysninger skete ved hjælp af åbne
kilder, men PET gennemførte også enkelte indgreb i meddelelseshemmeligheden.
Desuden synes PET at have haft kilder i omkredsen af DKP/ml.

Den vigtigste af de nævnte ml-grupper var utvivlsomt Manifest/Kommunistisk
Arbejdsgruppe, stiftet i 1978. Det var medlemmer af denne gruppe, der i
slutningen af 1980’erne blev kendt under navnet Blekingegadebanden.
Undertiden
omtales personkredsen bag Manifest/Kommunistisk Arbejdsgruppe tillige
som Appel-gruppen, idet gruppen ideologisk og organisatorisk udsprang af Gotfred
Appels KAK. Gruppen havde som ambition at bekæmpe imperialismen ved
at støtte diverse befrielses- og terrorbevægelser i den 3. verden.

PET kendte til
flere medlemmer af Manifest/Kommunistisk Arbejdsgruppe forud for gruppens
dannelse, men foretog ikke nogen overvågning af den. Det dokumenteres i bind
9, at PET’s overvågning af de maoistiske miljøer var aftagende i slutningen af
1970’erne.

Når PET i de sidste år af 1970’erne alligevel nærede en vis interesse for gruppen, skyldtes det, at PET på det tidspunkt blev opmærksom på, at gruppen
stod i forbindelse PFLP (Popular Front for the Liberation of Palestine, Folkefronten
til Palæstinas Befrielse) og dennes virksomhed i Danmark.

I perioden mellem 1979 og 1981 blev Manifest/Kommunistisk Arbejdsgruppe
overvåget forholdsvis tæt, og i 1980 opstod i PET den mistanke, at gruppen
havde medvirket ved et antal kriminelle handlinger, herunder en kidnapning.
I slutningen af 1981 indstillede PET imidlertid overvågningen, da resultaterne
af efterforskningen var særdeles sparsomme. Fra 1982 til 1986 tilgik der derfor
kun få oplysninger til PET om Manifest/Kommunistisk Arbejdsgruppe. PET’s
efterforskning i slutningen af 1980’erne og i 1990’erne skulle imidlertid vise, at
gruppen gennemførte et større antal kriminelle handlinger i perioden fra begyndelsen
af 1980’erne frem til 1988, det vil sige i den periode, hvor PET kun
i begrænset omfang havde overvåget Manifest/Kommunistisk Arbejdsgruppe.

PET’s interesse for Manifest/Kommunistisk Arbejdsgruppe genopstod i 1986,
da tjenesten konstaterede, at PFLP fortsat havde kontakt til gruppen. Samtidig
opstod den mistanke, at gruppen stod bag forskellige former for kriminalitet
med henblik på at støtte PFLP økonomisk.

Umiddelbart efter røveriet mod Købmagergades
Postkontor i 1988 mistænkte PET således Manifest/Kommunistisk
Arbejdsgruppe for at have stået bag handlingen.
I 1989 blev medlemmer af gruppen
anholdt, men politiets bevismateriale var ikke tilstrækkeligt til domfældelse.
Det var først efter et færdselsuheld et par uger senere, hvor et medlem kørte
galt, at politiet fandt frem til, at Manifest/Kommunistisk Arbejdsgruppe havde
en lejlighed i Blekingegade. En efterfølgende ransagning afslørede et stort våbenlager og beviser for, at gruppens medlemmer havde stået bag et større antal
forbrydelser.

Efter udgivelsen af journalist Peter Øvig Knudsens bog Blekingegadebanden
bd. 1-2 har der været fremsat den påstand, at PET ikke var indstillet på at
samarbejde med Lyngby Politi
i det efterforskningsarbejde, der fulgte efter et
røveri i Lyngby i 1983, og der har yderligere været fremsat den påstand, at Justitsministeriet forhalede en af Lyngby Ret fremsat udleveringsbegæring af to
i Paris anholdte arabere, der var mistænkt for at have forbindelse til røveriet.
Kommissionen har undersøgt holdbarheden af disse påstande, da det såkaldte
Lyngby-røveri almindeligvis tilskrives Blekingegadebandens kriminelle aktiviteter,
selvom gruppen aldrig er blevet dømt herfor. Kommissionen finder de to
fremsatte påstande ubegrundede.

Til slut følger Kommissionens retlige vurderinger i relation til bind 9. Det
bemærkes, at PET i årene omkring 1970 anvendte en kilde i en dobbeltagentoperation
rettet mod den østtyske efterretningstjeneste MfS/HVA (Stasi), og at denne kilde med PET’s vidende udleverede forskellige oplysninger om danske
statsborgere og danske forhold til den østtyske efterretningstjeneste MfS/HVA
(Stasi). De udleverede oplysninger var fremskaffet af kilden selv og ikke tilvejebragt
af PET. De informationer, som kilden videregav til MfS/HVA (Stasi), var af
meget forskelligartet karakter. Eksempelvis overleveredes publiceret materiale,
blandt andet Kinesisk Bulletin, Reserveofficerernes Blad, VS-bulletin, men også
mere personfølsomme oplysninger blev meddelt MfS/HVA (Stasi). Således overleveredes
medlemslister og abonnentlister fra den danske sektion af IV Internationale,
ligesom en persons ægteskabelige forhold og politiske gøremål blev
meddelt denne tjeneste. Oplysningernes karakter og mulige anvendelse for MfS/
HVA (Stasi) indebærer antagelig, at udleveringen af i hvert fald en del af disse
oplysninger objektivt set realiserer straffelovens § 108. Kommissionen har imidlertid
ikke grundlag for at fastslå, at nogen herved har pådraget sig et strafansvar
eller i øvrigt handlet retsstridigt.

For PET synes operationen at have haft stor betydning, idet tjenesten herved fik vigtig viden om MfS/HVA’s (Stasi) virksomhed
i forhold til danske statsborgere.