Doktorleg i børnehaven gør forældre urolige

Forældres frygt for pædofili forplanter sig til en frygt for børns seksuelle lege. Det fører til konflikter mellem forældre og pædagoger. Flere end seks ud af ti daginstitutioner har indført regler for doktorlege.

»Vi snakker med børnene om vigtigheden af, at ens numse er ens egen, og man skal kunne sige nej. Vi fortæller også, at vi godt kan huske det, fra da vi selv var børn, at det var spændende, men at man skal kunne sætte en grænse og kunne sige, når der er noget, man ikke vil være med til,« siger Linda List, leder af Fru Hedevig Baggers Børnehave. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Lad os lægge blufærdigheden til side et kort øjeblik og få etableret en sandhed, som vi ellers ikke ofte taler højt om – hverken i samfundet, derhjemme eller i børnenes daginstitutioner: Børn har en seksualitet. De kan synes, at det er sjovt at vise deres bare ender eller tissemænd og -koner til andre. De kan finde det interessant at undersøge og røre ved hinandens. Og det hele er helt normalt.

Men selv om de såkaldte »numselege« eller »doktorlege« hører med til et helt almindeligt barns sunde, raske og almindelige udvikling, hersker der blandt forældre i dag en stor grad af usikkerhed, når deres børn pruster rundt i puderummet i daginstitutionen og udtrykker deres seksualitet. Det kan give gnidninger mellem pædagoger og børnenes fædre og mødre, fortæller Else-Marie Buch Leander.

Hun forsker netop nu på Aarhus Universitet i udviklingen i forældres og pædagogisk personales syn på børns seksualitet og doktorlege.

»Disse doktorlege fylder rigtig meget, og der kan være uenighed mellem personale og forældre om, hvordan de skal håndteres. Det kan skabe konflikter i institutionerne,« fortæller Else-Marie Buch Leander, der som led i sit forskningsprojekt interviewer såvel forældre som pædagoger.

At børnenes interesse for at udforske kroppen giver problemer, oplever også Anna Louise Stevnhøj, foredragsholder og forfatter til bogen »Må vi lege doktor?«. Hun bliver jævnligt kontaktet af institutioner, der søger råd og vejledning til, hvordan de skal gribe det an, at forældregruppen er blevet oprørt over nogle børns seksuelt relaterede lege.

»Typisk leger børnene nogle lege, der er fuldstændigt alderssvarende. De viser lidt frem for hinanden og har måske gang i nogle arrangerede numse-doktorlege i hjørnet. Det pædagogiske personale tænker egentlig, at det er helt normalt. De ældre af dem har set det mange, mange gange før. Men der er en tendens til, at forældre bliver enormt bange, fordi de tænker, at børnene begår overgreb imod hinanden, og at de er seksuelt grænseoverskridende. Det kommer bag på forældrene, at børn gør sådan. Deres seksualitet skræmmer dem, og så kan det hele godt gå lidt i selvsving,« siger hun.

Bekymring ude af proportioner

En af de institutioner, der har oplevet en konflikt, der var vanskelig at håndtere, er Fru Hedevig Baggers Børnehave i Københavns Nordvestkvarter – en lille hyggelig selvejende børnehave med 25 børn. Et par år før Linda List begyndte som leder, udspillede der sig en episode, der kastede skygger over hyggen.

En gruppe børn havde leget en leg, der på forældrene virkede for avanceret. Grænseoverskridende, ligefrem.

Men selv om personalet standsede legen og mente at have håndteret sagen efter deres fags forskrifter, voksede bekymringen over sommeren i forældregruppen. Til sidst blev en involveret pige opfattet som offer og en gruppe børn som krænkere.

»De forældre, der havde børn med i den leg, som nærmest blev stemplet som dem, der var overgrebsfolk, de havde en følelse af, at der blev kigget skævt til dem, og ville man nu indgå legeaftaler med dem. Det kørte helt ud af proportioner,« siger Linda List.

Sagen ramte også personalegruppen, der dengang følte sig bebrejdet for ikke at have grebet ind i tide.

Derfor har man siden haft fokus på at sikre, at det blev naturligt for forældre og pædagoger at tale om børns seksualitet, som blandt andet bliver afmystificeret ved, at Anna Louise Stevnhøj i oktober for anden gang holder et oplæg om doktorleg til et forældremøde.

Tilbage i 2009 blev der indført et regelsæt, der skulle beskytte børnene mod at havne i lignende situationer og personalet for at blive anklaget for at være uopmærksomme. I et informationsbrev til forældrene dengang lyder det eksempelvis, at »man skal beholde sit tøj, det vil sige underbukser, på i børnehaven, børnene må ikke bede et andet barn om at tage tøjet af, og børnene må ikke gemme sig i børnehaven«.

En hule blev desuden lukket for leg, og dørene i børnehaven ville i fremtiden blive holdt åbne.

Tæpper forbudt

Samme type regler har flertallet af institutionerne landet over, viser undersøgelser, som både Else-Marie Buch Leander og Anna Louise Stevnhøj har gennemført.

Eksempelvis har nogle institutioner en regel, der lyder, at børnene ikke må gå på toilettet sammen, eller at det ikke er tilladt at have tæpper med ind i puderum.

I Else-Marie Buch Leanders undersøgelse, »Retningslinjeundersøgelsen 2012«, er det helt konkret 64 procent af vuggestuer, børnehaver, integrerede institutioner og SFOer, der har specifikke regler for børnene.

Til sammenligning har 58 procent regler for, hvordan personalet skal håndtere børnene for at forebygge, at de voksne begår seksuelle overgreb på dem.

Reglerne gælder nogle steder særligt for de mandlige pædagoger, som ikke må have børn siddende på skødet eller skifte bleer. Ligesom voksenreglerne er udtryk for en frygt for overgreb mod børn, gælder det samme for reglerne for børnenes adfærd, forklarer Else-Marie Buch Leander:»I ’70erne, ’80erne og ’90erne var der ingen problemer i, at børnene legede disse lege. Det var meget udramatisk. Pædagoger, der har været i faget i lang tid, kan huske, at de førhen var anset som helt naturlige lege. Men man har haft så stor fokus på seksuelle overgreb mod børn, at man i stigende grad ser dem som potentielle ofre, og frygten breder sig til børnenes seksuelt betonede lege med hinanden.« En anden årsag til frygten, understreger hun, er, at der generelt hersker en ny-puritanisme i vores samfund, hvor kroppen og seksualiteten i stigende grad bliver problematiseret og fremmedgjort for os selv.

»Vi ser enten retoucherede reklame- eller pornokroppe, mens den helt almindelige krop og seksualitet bliver mere og mere tabuiseret, og forældre bliver mere og mere uvidende om, at deres børn overhovedet har en seksualitet. Men børns seksualitet er jo ikke som de voksnes, der handler om at blive tilfredsstillet. Børns seksualitet er en spirende nysgerrighed, hvor det er sjovt at se, at én har en tissemand, en anden en tissekone, og sjovt at røre ved og lugte til hinanden. Det er på et helt uskyldigt plan,« siger Else-Marie Buch Leander.

Anna Louise Stevnhøj er enig i, at der er tale om en stigende frygt fra forældrenes side, som ikke er set i tidligere generationer.

»De generationer, der er forældre nu, har hørt rigtig meget om overgreb mod børn, om kampagner for at beskytte dem, de har hørt om børneporno på nettet, og om mennesker, der har misbrugt deres egne børn. Men de har aldrig fået den modsatte pointe: At hey, små børn render altså rundt og viser numser og synes, at det er sjovt, og det kilder, og det er okay,« siger hun.

Frygtens regelsæt

Linda List, der har været uddannet pædagog siden 1996 og arbejdet i institutioner siden slutningen af ’80erne, har med egne øjne set konsekvenserne af pædofilifrygten og de medfølgende forandringer.

»Før var der ikke alle de regelsæt. Der var en anden naturlighed omkring det. Når vi soppede om sommeren, badede børnene også uden tøj på. Men pludselig gik det ikke mere. Så skulle de have bukser på, selv hvis det var på legepladsen hjemme i børnehaven, for der kunne også stå nogen på vejen og kigge ind,« siger Linda List.

Både Else-Marie Buch Leander og Anna Louise Stevnhøj er bekymrede for, om de mange regler vil begrænse børnenes leg og udvikling. Det samme er pædagogerne, fremgår det af Retningslinjeundersøgelsen 2012.

»Pædagogerne er bange for at indgyde børnene skyld og skam over en helt naturlig udvikling. Man kan jo betragte det som enhver anden leg, der giver børnene nogle erfaringer. Nogle pædagoger frygter, at uden den erfaring er man ikke lige så godt rustet i teenageårene, hvor det pludselig bliver mere vanskeligt med krop, seksualitet, porno, alkohol til fester og alt det andet, man skal navigere i, når man er ung,« siger Else-Marie Buch Leander.

I dag gælder der ingen nedfældede regler i Fru Hedevig Baggers Børnehave, for så snart man har regler, risikerer man formelt at stå med et problem, hvis en regel bliver overtrådt, selv om der måske ikke er reel grund til bekymring, forklarer Linda List.

»Det giver en mistroiskhed over for, hvad børnene laver. Og hvis de ikke må gemme sig, for eksempel, jamen må de så ikke lege gemmeleg i børnehaven mere,« spørger hun.

I praksis skal børnene dog beholde bukserne på, hvad Anna Louise Stevnhøj da også påpeger kan være fornuftigt nok af hensyn til børneorm og tissenumser. Griber pædagogerne i børnehaven børnene i at have gang i en doktorleg, holder de øje med, at den er ligeværdig, og at børnene rent faktisk har det sjovt med det, de laver.

»Vi taler også løbende med børnene til børnemøder om, at man skal sætte grænser, og om hvordan man er en god kammerat og respekterer andres grænser,« siger Linda List.

I BUPL bakker man op om, at institutionerne har retningslinjer. Det sikrer nemlig, at der findes en fælles handlingsplan, og at personalet har den samme holdning til emnet. Samtidig behøver retningslinjerne ikke at være begrænsende, men de kan netop være med til at skabe rum til børnenes naturlige udfoldelse, understreger faglig sekretær Lasse Bjerg Sørensen.

»Det behøver ikke at være negativt, at man har en politik nedskrevet. Tværtimod. Jo mere man har talt åbent om dette her, desto mindre tabubelagt bliver det. Man skal have det belyst fra alle vinkler, så forældrene ikke er bange for den del af deres børns udvikling, men betragter det som noget helt naturligt og som en del af det at blive menneske,« siger han.