Dømt for at smugle heroin i bilbatteri

Syv års fængsel og udvisning af Danmark. Det blev straffen til tre mænd, som smuglede heroin i batteriet på en bil.

Tre mænd fra det tidligere Jugoslavien blev tirsdag idømt syv års fængsel hver for heroinsmugling fra Balkan til Danmark. Det var den 42-årige Zelijko Vukovic, som stod for at indføre de godt fem kilo heroin.

Heroinen var skjult i batteriet på en personbil, som Vukovic kørte til Rugvænget i Ballerup. Her skulle heroinen afleveres til den 47-årige Miloica Bakic og den 37-årige Nenad Stamenkovic, men det blev forpurret, da politiet anholdt gruppen.

Ud over heroinen blev Bakic og Stamenkovic dømt for at have 51 skarpladte patroner liggende på en adresse i Skovlunde. De ankede begge dommen, som også indebar udvisning af Danmark for bestandig, mens Vukovic tog betænkningstid til ankespørgsmålet. Også han blev udvist for bestandig.

/ritzau/