Ankesagen i en af de mest omtalte voldssager i 2018 begynder i dag. Det drejer sig om sagen, hvor en slovakisk advokat i sommer blev dømt for vold mod Søren Pape Poulsens kæreste, Jose Vasquez.
Den dømte slovaks advokat udtalte i juni til Ekstra Bladet, at de har valgt at anke sagen i håb om en mildere dom og frifindelse for udvisning.
Episoden fandt sted natten til den 17. maj, hvor Jose Vasquez blev slået med en knytnæve foran LA Bar, der ligger på Gammel Mønt i Indre København.
Jose Vasquez mente, der lå homofobiske motiver bag volden, altså at der var tale om en såkaldt hatecrime. Den slovakiske advokat skulle ifølge Vasquez have sagt »I dont like homos«, inden slaget faldt. Det fandt byretten dog ikke bevis for.
Slovakken forklarede i byretten, at Jose Vasquez havde henvendt sig til ham flere gange for at snakke i løbet af aftenen. Ifølge hans udlægning af sagen gjorde justitsministerens kæreste ham tilnærmelser flere gange, men han var efter eget udsagn ikke interesseret.
Ifølge den dømte mand var det Vasquez, der slog ud efter ham først i frustration efter gentagne afvisninger fra slovakkens side.
Det er fortsat uklart, hvilket hændelsesforløb der reelt gik forud for slaget. Men en læge kunne et par timer senere konkludere, at Vasquez havde fået et slag, hvilket var det, der endte med at føre til dom.
Den dømte mand var, der til dagligt arbejder som advokat i Polen, var i Danmark for at se VM i ishockey.
Den forholdsvis simple voldssag blev til en stor sag. Ikke mindst fordi statsminister, Lars Løkke Rasmussen, uden nogle forbehold offentligt konstaterede, at justitsministerens kæreste havde været udsat for en hadforbrydelse, hvilket retten ikke fandt bevis for.
Slovakken blev idømt 40 dages fængsel og udvisning fra Danmark i seks år, men han blev løsladt efter dommen, da han allerede havde afsonet 50 dages varetægtsfængsling. Anklagemyndigheden havde oprindeligt krævet 60 dages fængsel.