I de tidlige morgentimer, onsdag 29. december 2010, stormede PET en lejlighed i Herlev i det nordvestlige København.
Her anholdt de tre mænd, der var indrejst fra Sverige samme nat: Mounir Dhahri, en 44-årig tunesisk statsborger. Munir Awad, en 29-årig svensk statsborger, født i Libanon. Og Omar Aboelazm, en 30-årig svensk statsborger med en egyptisk far. Politiet beslaglagde også en maskinpistol, en lyddæmper, en pistol, skarp ammunition og 200 plasticstrips, der kunne anvendes som håndjern.
Samtidig med anholdelserne i Danmark anholdt de svenske myndigheder Sahbi Zalouti, en 37-årig svensk statsborger med tunesisk oprindelse.
De fire mænd havde planlagt at udføre et terrorangreb mod Jyllands-Postens redaktion i København. Motivationen var hævn for de Mohammed-tegninger, avisen bragte i 2005. De ville dræbe så mange som muligt på så kort tid som muligt, de ville bagbinde journalister og hugge hovederne af dem.
Efter to års varetægtsfængsling i Danmark blev de fire mænd idømt 12 års fængsel og udvist af Danmark for bestandigt.
Jeg sværger, at jeg vil dræbe dig ved Allah.Mounir Dhahri til medfange i 2014
Nu står de til at blive løsladt – fire år før tid.
Ifølge det svenske medie Doku vil de fire mænd nemlig allerede i december med al sandsynlighed blive prøveløsladt, idet de har udstået to tredjedele af deres straf.
Vold og radikalisering
Det svenske medie har fået indsigt i dokumenter, der beskriver de fire mænds tid i fængslet, og der tegner sig et billede af voldelig og ekstremistisk adfærd.
Tuneseren Mounir Dhahri, som anses for at være lederen af terrorcellen, har angiveligt forsøgt at radikalisere medindsatte, mens han sad fængslet i Norrtälje. Det står anført i en afgørelse fra Forvaltningsdomstolen fra 2016, som Doku har fået indsigt i. Under hans fængsling i Hall skulle han desuden have stået i spidsen for højlydte bønner til chikane for andre indsatte.
Mounir Dhahri har også fået flere advarsler for dødstrusler mod både personale og medindsatte. Ifølge en rapport fra 2014, som Doku har set, skulle Mounir Dhahri have sagt til en medindsat:
»Jeg sværger, at jeg vil dræbe dig ved Allah.«
Libanesiske Munir Awad har siddet isoleret i perioder, både fordi han angiveligt har forsøgt at påvirke medfanger, men også på grund af trusler fra andre indsatte. I efteråret 2017 bemærkede personalet, at der var en forøget religiøs aktivitet på hans afdeling. Han blev anklaget for at påvirke andre fanger til fare for sikkerheden i fængslet. Fængslet indledte en undersøgelse, men kunne ikke placere ansvaret hos Munir Awad, skriver Doku.
I udredningen fra 19. februar 2018 skriver Kriminalforsorgen, at Munir Awad har »et netværk af radikaliserede individer« og »risikoen for hans tilbagevenden til kriminalitet og voldelig forbrydelse« anses for at være høj.
Planlagde nye angreb
Sahbi Zalouti, som blev anholdt i Stockholm, har fået flere advarsler om uhensigtsmæssig opførsel, trusler og vold. 19. juli 2018 var han ifølge Doku involveret i en voldsepisode, hvor han slog en fængselsbetjent i hovedet i forsøget på at befri en medfange, der blev fastholdt af fængselspersonalet. Fængslet anmeldte episoden til politiet.
I en udredning fra Kriminalforsorgen fra efteråret 2012 står der, at »risikoen for intimidering og vold er høj«.
Den sidste af de fire mænd, Omar Aboelazm, har fortrinsvist fået advarsler for uhensigtsmæssig adfærd i fængslet. Men anklager Henrik Plæhn mente, at Omar Aboelazm under hans varetægtsfængsling i Danmark planlagde nye terrorangreb. I retten i Glostrup blev det fremført, at han under sin varetægt havde skrevet sedler med opskrifter på sprængstoffer. Han havde også en liste med navne på politikere fra Dansk Folkeparti. Ligesom han skjulte en plan over S-togsnettet i Storkøbenhavn.