Dødsulykke var sammenfald af uheldige omstændigheder

Et sammenfald af utænkelige og uheldige omstændigheder. Det siger virksomheden AarhusKarlshamn selv om en eksplosionsulykke, der kostede en ansat livet.

Udsivning af højeksplosiv hexan gennem en 30 centimeter tyk mur var hovedårsagen til, at en 54-årig ansat ved AarhusKarlshamn, den tidligere Århus Oliefabrik, blev dræbt den 4. december.

Det viser virksomhedens egen redegørelse. Ifølge højrisikovirksomheden med den kontroversielle placering midt i Århus var et uheldigt sammenfald af utænkelige omstændigheder årsag til ulykken.

Fra et utæt rør sivede den eksplosive hexan gennem en tyk mur ned i en varm kælder. I varmen fordampede hexanen og blev antændt at en elektrisk gnist.

- Vi arbejder med det princip, at flere ting skal gå galt, før der sker en ulykke på fabrikken. Vi havde ikke i vores vildeste fantasi forestillet os, at hexanen kunne trænge igennem en 30 centimeter tyk mur. Det er aldrig set før, siger teknisk direktør Benny Jakobsen fra AarhusKarlshamn.

Virksomheden vil nu lave en række forbedringer, som skal sikre mod en ny ulykke.