Døden på racerdæk

Nu går Tour de France atter i gang, og entusiaster vil iklæde sig gule og rødplettede trøjer for at trampe i pedalerne eller følge løjerne fra sofaen.

Klummefoto af Karl Külhmann Selliken Fold sammen
Læs mere

Danmark er cykelland, og i denne avis har man kunnet læse, hvordan Bertel Haarder fremhæver cyklisme som en god, dansk værdi. Men ikke alle danskere cykler lige betænktsomt.

En nylig formiddag spadserede jeg igennem kongens by med en britisk kilde. Han var fløjet ind sent om aftenen dagen forinden, men havde allerede gjort sig nogle observationer om de københavnske cyklister:

»De tager godt nok ingen fanger, hvad?« bemærkede kilden.

Det er jo dejligt, at man kan reducere biltrafikken i byen med så mange cyklister, og gang på gang høster København international ros for sine cykelfremmende initiativer. Jeg har blot bemærket mig, at besøgende udlændinge hurtigt finder ud af, at sandheden om vores cykelkultur ikke altid er lige rosenrød.

Nu skal jeg skynde mig at sige, at jeg kender mange, der kører pænt og ordentligt, og jeg er sikker på, at De, kære læser, aldrig kunne drømme om at behandle færdselsloven som et forslag til, hvordan man kan té sig i trafikken, hvis man altså har lyst.

Men når man har sin daglige gang i byen, oplever man desværre rigtig mange brådne kar på to hjul.

Bevares, der er da også mange bilister, som med fordel kunne få inddraget kørekortet og tage teoriprøven en gang eller to mere, men jeg vil vove den påstand, at der ikke er en så omfattende kultur med at føle sig, som om man er den eneste valide transportform i trafikken – fodgængere medregnet – som der er blandt de cyklende. Eksempelvis måtte fruen og jeg i et halvt år forsigtigt stikke hovedet ud af hoveddøren, inden vi vovede os ud, da byggearbejde og medfølgende indsnævring af gaden medførte, at en evig strøm af cyklende tog den op på det smalle fortov uden at sænke farten det mindste.

Derfor var hovedstadens cyklister en af de få ting, jeg vidste, at jeg ikke ville savne, da fruen og jeg skiftede lejligheden på indre Nørrebro ud med et hus i forstæderne nord for byen. Nu var det slut med hele tiden nervøst at orientere sig 360 grader, selv om man går på fortorvet.

Hurtigt fandt jeg ud af, at jeg havde byttet én trussel med en anden: den rædselsvækkende MAML.

Skulle man ikke vide det, står MAML for Midaldrende Mænd i Lycra. Og jeg skal hilse at sige, at det især i sommerhalvåret kan være en nærdødsoplevelse at krydse Strandvejen eller gå over smalle landeveje på vej til en søndagstur i skoven.

MAML-gruppernes dedikation taget i betragtning er det et under, at Danmark ikke kan fylde hele feltet i Tour de France med ryttere. De suser af sted med imponerende fart og har slet ikke tid til at bremse, selv om de har vigepligt for de folk, der er i gang med at krydse den tydeligt markerede fodgængerovergang.

Mange ser sig nødsaget til at råbe højt ad selvsamme fodgængere, da de – formentlig for at mindske vindmodstanden – ikke har en ringeklokke.

Dog fik jeg ondt af de lycraklædte lyn, da en sygeplejerske fortalte mig, at Tour de France-start hvert år medfører, at hospitalerne fyldes af MAML’ere, der har trampet hårdere i pedalerne, end kødet kunne bære. Men så kan de jo hygge sig med at se touren fra sygesengen.