Døden der ingen ende vil tage

Claus Beck-Nielsen alias Das Beckwerk er jo formelt set død og virksomheden lukket. Men sørme om ikke museet for ham og hans projekt nu udgiver bøger ... om ham selv.

Forfatteren og performancekunstneren Claus Beck-Nielsens årelange selvudslettelse er grundigt dokumenteret. Ikke mindst af ham selv i bøger og artikler, på nettet og i billeder. Først mistede han som bekendt sin identitet og agerede undercoverhjemløs i en periode. Det skrev aviserne en del om. Senere erklærede han sig død, skrev sin egen selvbiografi og flyttede i en periode ind i navnet Helge Bille Nielsen. Så agerede han bestyrer for Claus Beck-Nielsens efterladte værk og projekt og lød mestendels navnet »Das Beckwerk«. Til slut holdt han en større begravelsesseance for sig selv og lod i stil med den romerske kejser Septimus Severus voksfigurer af sit eget legeme udstille.

Værk fra Das Beckwerk Museum

Det kan for lægmand lyde temmelig far out. Men fakta er, at det ti år lange eksperiment er det mest konsekvente avantgardistiske projekt, vi endnu har set på dansk jord – en vedholdende undersøgelse af hvad identitet er, og hvor den egentlig findes. Derfor har løjerne også involveret skattevæsen, kirke, retsvæsen og meget, meget mere. Bevares, det har ind imellem været lidt trættende at følge med i – for selvudslettelsen har haft følgeskab af en god portion selvfedme. Men dets betydning er ikke til at komme udenom.

Das Beckwerk lukkede for et år siden og er overgået til Das Beckwerk Museum. Herfra udkommer nu et trebindsværk med den samlede titel »Beyond Identity«, hvoraf vi har fået det første, engelsksprogede i øvrigt, til anmeldelse. Det er en rigtig coffeetable-bog med fine billeder, forklarende småtekster, et par hyldesttaler, mv. Udmærket og adspredende læsning til eftermiddagskaffen efter en hård dag på kontoret – ingen dybdegående analyser, kunsthistorisk rammesætning el.lign. Beck-værket stryges med hårene her, får lov at tale for sig selv og dokumenteres pænt og nydeligt. Og ikke ét ondt ord om det, for den slags har også sin berettigelse. Men vi ser frem til bind to, som skal indeholde en række samtaler med hovedpersonen og – især – bind tre, hvor litterater, kunsthistorikere og andet godtfolk tager fat i værket og, håber vi, yder det kritiske blik, det fortjener.