Død kvinde fundet ved nordsjællandsk strand

En kvinde er tirsdag morgen blevet fundet livløs i strandkanten ved Taarbæk Strandvej.

Læs mere
Fold sammen

En kvinde er tirsdag morgen blevet fundet livløs i strandkanten ved Taarbæk Strandvej. Senere blev hun erklæret død, oplyser Nordsjællands Politi.

»Vi modtog anmeldelsen klokken 07.12. Kvinden blev kørt på skadestuen og bragt videre til ligsyn på Retsmedicinsk Institut, hvor hun blev erklæret død,« fortæller vagtchef Peter Olesen til Berlingske Nyhedsbureau.

Kvinden er endnu ikke identificeret og havde intet på sig, der kunne hjælpe politiet til at finde ud af, hvem hun er. Vagtchefen oplyser, at kvinden højst sandsynligt var taget til stranden for at bade.

»Vi har grund til at tro, at kvinden var morgenbader, og intet indikerer, at hun skulle have ligget i vandet i længere tid,« siger Peter Olesen.

Politiet undersøger stadig alle mulige scenarier, men ifølge Peter Olesen tyder intet på, at der skulle være sket en forbrydelse.

BNB