DMI varsler voldsomt vejr: Nu har regn og torden ramt Danmark

Foto: Claus Fisker

Sent tirsdag eftermiddag er regn- og tordenvejr nået til Danmark. DMI varsler, at voldsomt vejr kan ramme store dele af landet.

Det fortæller DMIs vagthavende meteorolog Thyge Rasmussen:

»Det er begyndt at regne og tordne i den sydligste del af Jylland. Det vil brede sig til resten af Jylland i de kommende timer. Det når nok til København sidst på aftenen eller ved midnatstid,« siger Thyge Rasmussen.

DMI har tirsdag udsendt et varsel om skybrud og torden, der gælder for Jylland og Fyn. På Sjælland er der ligeledes risiko for voldsomt vejr i form af skybrud og tordenvejr.

Der er tirsdag endnu ikke registreret skybrud i Danmark.

»Men jeg kan se på radaren, at det ser ret intenst ud, så jeg regner med, at det sker,« siger Thyge Rasmussen.

Ifølge DMI definerer vi i Danmark skybrud som en nedbørintensitet på mere end 15 millimeter på 30 minutter eller derunder.

Den vagthavende fortæller, at uvejret formentlig bliver værst i den sydlige del af Jylland og på Fyn.

»Der er tegn på, at uvejret bliver lidt svagere, når det når Nordjylland og Sjælland.«

Thyge Rasmussen tilføjer, at uvejret formentlig er ovre i Jylland og på Fyn sent tirsdag aften. På Sjælland vil uvejret formentlig vare til midt eller sidst på natten.

Den vagthavende opfordrer folk til at køre forsigtigt, hvis man skal ud i trafikken. Har man tendens til at få oversvømmet sin kælder eller få lignende vandskader, bør man ifølge Thyge Rasmussen tage de forholdsregler, man kan.

En enkelt del af landet ser ifølge Thyge Rasmussen ud til at slippe for voldsomt vejr:

»Det ser ikke ud til at den vestlige del af Jylland får noget særligt,« siger Thyge Rasmussen, der ikke regner med, at uvejret bliver usædvanligt dramatisk.