DMI rykker ny supercomputer til Island

Meteorologernes nye kæmpecomputer sluger så megen strøm, at det bedst kan betale sig at bygge den langt mod nord.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er et pragteksemplar af en strømsluger, Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) anskaffer sig, når man næste år udskifter den nuværende supercomputer med en ny og kraftigere af slagsen. Derfor skal den placeres uden for Reykjavik i Island og ikke på Lyngbyvej i København, hvor den nuværende computer står.

Ifølge chefkonsulent i DMI Jens Havskov Sørensen er der mange fordele ved at flytte supercomputeren til Island.

»Lige præcis Island er fordelagtig, fordi strømmen på Island er 100 procent grøn. De brænder ikke fossile brændsler af på Island, og de har rigeligt af energi. Og så er den i øvrigt også billigere,« siger Jens Havskov Sørensen til Berlingske Nyhedsbureau og tilføjer, at det også styrker samarbejdet mellem DMI og Det Islandske Meteorologiske Institut. Samtidig understreger han, at tre søkabler forbinder Island med omverdenen. Derfor er der ingen risiko for at tabe data.

DMIs computer udskiftes ifølge Politiken hvert sjette år, og denne gang er supercomputeren ti gange kraftigere end den nuværende. Normalt er computerens strømforsyning skyld i 50 procent af omkostningerne, men på Island reduceres den del af regningen til 25 procent. Både fordi Island producerer strøm af vandkraft og jordvarme billigt, og fordi man i det kolde Island ikke behøver at bruge lige så megen elektricitet på at køle computeren ned.

Men forbedringerne sker ikke kun på elregningen. Vejrudsigterne skulle også gerne blive mere præcise, da den nye supercomputer har en bedre geografisk opløsning, forklarer chefkonsulenten. Det vil gøre det lettere at opdage lokale fænomener som Skybrud.

»Skybrud er vanskelige, fordi de kan komme meget pludseligt, og fordi de har en begrænset geografisk udbredelse. Så det kræver større regnekraft at kunne beskrive de her udviklinger. Og det håber vi på, at vi vil blive bedre til med den nye computer,« siger Jens Havskov Sørensen.