Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Har du husket at lukke vinduerne og rense tagrenden? Hvis ikke, kan du måske lige nå det, inden kraftige regnbyger rammer store dele Jylland og Sjælland samt Fyn tirsdag middag.
Lokalt er der risiko for, at der kan falde mellem ti og 15 millimeter regn på en halv time, ligesom der er risiko for hagl og torden.
»Ved middagstid kan der begynde at danne sig nogle kraftige byger, som intensiveres i løbet af eftermiddagen. Men det bliver lokalt, så det vil ikke være alle, der kommer til at opleve dem,« siger vagthavende meteorolog ved DMI Steen Rasmussen, som forudser, at regnvejret fortsætter til omkring klokken 21.
Som om risikoen for kraftige byger ikke er slem nok i sig selv, kan det også blive et problem, at der nærmest ikke er en vind, der rører sig, advarer meteorologen:
»Det betyder, at bygerne kan stå i et mindre område i længere tid og generere ekstra meget vand,« siger Steen Rasmussen og understreger, at det er i de sædvanlige lavtliggende områder, viadukter og kældre, man skal være særligt opmærksom på risikoen for oversvømmelser.
Et skybrud er kendetegnet ved, at der falder 15 millimeter regn eller mere på en halv time.