Offentligt ansatte skal hver måned bruge ti timer mere til direkte borgerkontakt. Det foreslår Djøf i et nyt udspil, skriver Politiken.

Ifølge Djøfs formand, Henning Thiesen, skal Djøf være bedre til at rådgive politikere om, hvordan der i sidste ende kan bruges mere tid på borgerne.

»Det er vigtigt, at vi – og de, der har ansvaret – siger til hinanden, at det er gået for vidt med kontrolforanstaltninger, tilsyn og rapporter. Der skal skabes noget mere tid til borgerne,« siger han til Politiken.

Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) er ifølge Politiken glad for, at Djøf bidrager med forslaget.
Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) er ifølge Politiken glad for, at Djøf bidrager med forslaget. Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

I Mette Frederiksens åbningstale til Folketinget sagde hun, at medarbejdere i ældreplejen bruger omkring halvdelen af deres arbejdstid på samvær med de ældre borgere. Den resterende tid bruges blandt andet på at holde møder, dosere medicin og køre mellem borgerne. Hun understregede, at nogle opgaver selvfølgelig var nødvendige, men satte også spørgsmålstegn ved, om nogle kunne undværes.

Djøfs forslag skal både omfatte sygeplejersker, politibetjente, pædagoger, sosu-assistenter og jurister i jobcentre, og det skal indføres, uden at arbejdstiden samlet set bliver forhøjet.

Social- og indenrigsminister Astrid Krag er glad for, at Djøf bidrager med forslaget, da hun mener, at der er brug for mere tid til relationer. Men hun tvivler på, om det konkrete forslag vil virke.