Dit sorterede madaffald bliver sendt på lang køretur – men det kan stadig være en grøn løsning

Det har vakt stor debat, at københavnernes sorterede madaffald skal køres land og rige rundt, fordi der ikke findes et anlæg nær byen der kan håndtere det. Nu viser en ny rapport, at sorteringsordningen godt kan være bæredygtig trods transporten.

Det viser sig nu, at klimaregnskabet stadig er grønt i sidste ende på trods af den lange transport. Fold sammen
Læs mere

Forskere kaldte dengang løsningen for »mega ærgerlig« og »lettere absurd«, og det vakte stor debat, da Berlingske i begyndelsen af september kunne beskrive, hvordan Københavns Kommune havde rullet en ordning ud, hvor 300.000 borgere skulle sortere deres bioaffald, selv om der ikke findes noget anlæg nær hovedstaden, der kan omdanne affaldet til biogas. Dengang fortalte Morten Kabell, teknik- og miljøborgmester i København, at der ikke var blevet regnet på klimaomkostningerne ved at køre madaffaldet op mod 145 kilometer væk.

Det viser sig nu, at klimaregnskabet stadig er grønt i sidste ende på trods af den lange transport. Det har rådgivningsvirksomheden COWI udregnet i en ny rapport på vegne af Københavns Kommune.

Ifølge COWIs udregninger udledes der cirka 14 kilo CO2 for hvert ton bioaffald, som man transporterer. Omvendt anslår COWI klimagevinsten ved hvert ton bioaffald, der omdannes biogas og erstatter naturgas, til at være omtrent 186 kilo CO2. Således er det kun 7,5 procent af klimagevinsten, der går tabt i transporten.

Det tal kunne dog blive endnu mindre, mener Henrik Wenzel, lektor ved SDU Livscykluscenter:

»Hvis lastbilerne kunne køre på den gas, som anlægget producerer, så havde man slet ingen CO2-emission fra transporten længere«.

Hashøj Biogas, der står for at håndtere Københavns bioaffald, har ikke kapaciteten til at opgradere gassen, så lastbiler kan køre på den. I stedet bliver gassen brændt af, så den leverer el og varme. Ifølge Henrik Wenzel burde man i så fald sende bioaffaldet til et andet anlæg eller undersøge muligheden for at koble Hashøj Biogas op på naturgasnettet. Desuden vil den nuværende løsning blive mindre attraktiv i takt med, at man flere steder udfaser fossile brændsler af fjernvarmeproduktionen.

»Det er ikke så interessant at sende det ud på fjernvarmenettet, hvis det i forvejen laves af vedvarende energi. Det er mere interessant at få det til at erstatte naturgas, uanset om den så bruges til at lave el, når vinden ikke blæser, eller den bruges som brændsel til køretøjer,« siger Henrik Wenzel.

Flere fordele

Thomas Budde Christensen, lektor ved Institut for Mennesker og Teknologi på Roskilde Universitet og ekspert i affald- og ressourcehåndtering, er ikke glad for, at madaffaldet skal køres så langt væk. Han fastholder dog, at det er bedre end at køre madaffaldet til forbrænding. Især hvis man på sigt realiserer planerne om at bygge et bynært bioanlæg, der kan kobles til naturgasnettet.

"Så får man en energiform, der kan lagres, hvilket er mere værdifuldt, når vi i fremtiden skal til at afbalancere et energisystem med en masse vindkraft," siger han.

I en pressemeddelelse lægger Københavns teknik- og miljøborgmester, Morten Kabell vægt på, at sorteringsordningen ikke kun drejer sig om produktionen af el og varme. Det er nemlig et spørgsmål om at foregribe fremtidens ressourceproblematik:

»Det er altafgørende for den fremtidige produktion af fødevarer, at vi får næringsstoffer som fosfor og kvælstof tilbage i naturens kredsløb som gødning på markerne. Det er den helt store fordel ved at genanvende bioaffaldet frem for at brænde det af.«

Ifølge Thomas Budde Christensen har sorteringsordningen derudover en »skjult« positiv, bivirkning.

»I forhold til den fremtidige genanvendelse af affald, så er det en fordel at få det biologiske affald skilt fra det øvrige. Hvis det hele er sovset ind i spaghetti med kødsovs nede i skraldespanden, så kan man ikke så godt bruge det igen,« siger han.