Dit ansvar og ingen andres

Det personlige ansvar er altså personligt og kan derfor aldrig defineres, udliciteres og ej heller blive styret fra statslig side.

Hvad er det personlige ansvar for en størrelse? Og hvad er dit ansvar, og hvad er det offentliges ansvar? De to spørgsmål har været på hvis ikke alles, så manges læber, lige siden beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen i løbet af sommeren og på regeringens vegne skød værdidebat og kulturkamp version 2.0 i gang med hans annoncering af, at regeringen planlægger at nedsætte et Ministerudvalg for personligt ansvar.

Det er blevet diskuteret højlydt, om det nu også er en god idé eller en dårlig en af slagsen, som regeringen har fået. Men uanset svaret, ja, så nedsætter regeringen altså et udvalg, hvis fornemmeste opgave bliver på den ene side at gøre op med, hvad regeringen definerer som danskernes stigende tendens til at mene, at det offentlige skal tage sig af alt. Og på den anden side vil regeringen opmuntre danskerne til selv at tage et større ansvar for deres liv, end tilfældet er i dag.

Personligt har jeg meget svært ved ikke ved første øjekast at blive en lille smule begejstret over initiativet. Fordi det illustrerer, at regeringen endelig og langt om længe synes at evne at lære af sine fejl, og derfor afblæser den »første« kulturkamp og smider dens dybt misforståede og ikke mindst mislykkede det-var-så-hårdt-at-være-borgerlig-i-70erne-retorik i skraldespanden. Men også fordi regeringen ved samme lejlighed illustrerer, at den har blik for den samfundsmæssige nødvendighed af, at vi hver især evner at løfte et personligt ansvar

.

På den anden side kan jeg ikke lade være med at blive ikke så lidt forundret over, at en liberal regering, som gik til valg på ikke at nedsætte, men tværtimod afskaffe, kommissioner, råd, nævn og udvalg og ikke medvirke til at brødføde smagsdommere, nu nedsætter et udvalg, der ydermere har til formål at forholde sig politisk og dermed i et vist omfang autoritativt og retningsgivende til spørgsmålet om det personlige og det private ansvar.

Hvor banalt og selvindlysende det kan lyde, ja, så er det personlige ansvar altså personligt og kan derfor aldrig defineres, udliciteres og ej heller blive styret fra statslig side. Vi har altså et problem, som regeringen har set og lukket op for en nødvendig debat om, men som den nu, hvis en revitalisering af det personlige ansvar virkelig ligger dem så meget på sinde, må trække sig fra og overlade til civilsamfundet at tage hånd om og finde en løsning på.

Og et godt sted at starte er ved at spørge sig selv som privatperson, om man anser det som sit personlige ansvar og ikke statens at sige fra over for chauvinistiske eller racistiske kommentarer, man hører i bussen, på arbejdet eller i sin omgangskreds. At drage omsorg for sit barns opdragelse. At behandle naturens ressourcer med respekt, deltage i foreningslivet eller den politiske proces eller noget helt femte, som ikke er strafbart at undlade at tage et ansvar for. Det er centralt for hver enkelt af os at erindre, at enhver medborgers passivitet, ligegyldighed og ansvarsløshed påvirker kvaliteten af det liv, de mennesker vi omgås får, vores fælles hverdag og i sidste ende det fællesskab og samfund, vi kommer til at udvikle eller måske rettere afvikle.

Etik & Eksistens-klummen skrives på skift af Katrine Winkel, teolog, Morten Albæk, cand.mag. og forfatter, Anne Skare Nielsen, cand.scient.pol. og biolog og Elisabeth Dons Christensen, biskop.