Disse 14 københavnerkirker står til lukning

Københavns biskop er klar til at aflevere en liste med 14 folkekirker til kirkeministeren, som stiftet gerne vil have ham til at lukke.

Gethsemane Kirke på Vesterbro er blandt de kirker, der skal lukkes. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Klokken er slået fem minutter i masselukninger af folkekirker i København, efter at stiftsrådet i Københavns Stift tirsdag aften satte de endelige navne på de kirker, som rådet ønsker lukket.

Formand for stiftsrådet Inge Lise Pedersen erkender, at det »ikke er behageligt« at skulle indstille 14 kirker til lukning. De er nemlig vigtige for de sognebørn, der bruger dem, og for de menighedsråd, de er knyttet til.

Formanden for menighedsrådet i Vesterbro Sogn, Jens Andersen, er glad for, at stiftsrådet har valgt at følge menighedsrådets ønske og bevare Enghave Kirke. Han er også tilfreds med, at tre andre kirker på Vesterbro bliver lukket. Det er kirkerne Gethsemane, Absalon og Bavnehøj.

SE GRAFIK: Her ligger de kirker, der skal lukke

Rådet har indstillet til biskop Peter Skov-Jakobsen, at 14 kirker bliver lukket, mens yderligere to er i fare for at blive taget ud af brug som sognekirker. Nu er det biskoppens opgave at henvende sig til kirkeminister Manu Sareen (R) og bede ham om at foretage den endelige beslutning om at dreje de mange kirkenøgler om.

Meldingen kommer efter lang tids debat og to høringsperioder for de menigheder, der bliver ramt af lukningerne, som ifølge biskoppen er nødvendige for at tilpasse folkekirken i København til fremtiden.

Stiftet arbejder ifølge Peter Skov-Jakobsen på, at kirkerne kan blive taget helt ud af drift i løbet af i år, så der således ikke længere er udgifter forbundet med dem for stiftet. Han henviser til, at demografi, befolkning og befolkningsgrundlag i dagens København gør det nødvendigt at tage kirker ud af brug.

»Det drejer sig om kirker, der kun bliver brugt lidt, og vi er nødt til at have vores kirker der, hvor befolkningen er,« understreger han.

En københavnsk sognekirke koster typisk omkring tre millioner kroner om året i drift, og de sparede penge vil i stedet gå til andre kirkelige aktiviteter såsom mere socialt arbejde, mere opsøgende arbejde fra præsterne og til at finansiere byggeriet af nye kirker. Ifølge Peter Skov-Jakobsen er det nemlig sådan, at befolkningerne ventes at stige kraftigt i Ørestaden, Sydhavnen og Nordhavnen, hvor der i dag ikke er kirker.

»Vi har brug for en sund økonomi for at bygge de nye kirker,« siger han.

Fra 17 til 14 kirker

»Men vi arbejder for, at der fremadrettet er et kirkeligt liv i stiftet,« siger Inge Lise Pedersen, som også er formand for Landsforeningen af Menighedsråd.

Hun vurderer akkurat som biskoppen, at de berørte menigheder vil finde sig til rette i nye kirker, når deres egne lukker.

Stiftsrådet har tidligere vurderet, at det ville være nødvendigt at lukke 17 kirker. Men rådet nåede på mødet i aftes frem til, at det af tekniske årsager er nødvendigt at forlænge høringsperioden for Davids Kirke og Luther Kirken. De er derfor ikke med på den liste på 14 kirker, Peter Skov-Jakobsen afleverer til kirkeministeren. Men på mødet fremgik det også, at de meget vel også kan ende med at blive lukket med udgangen af i år.

SE GRAFIK: Her ligger kirkerne, der skal lukke

Omvendt slipper Enghave Kirke for at dreje nøglen om, selv om den var en af de 17 udvalgte. Blandt andet fordi den ligger på en del af Vesterbro, der uden den vil være kirkeløs. Og fordi det endnu er uklart, hvad fremtiden bringer af nye sognebørn, når de nærliggende Carlsberg-arealer engang bliver bebygget.

Manu Sareen venter på biskoppen

»Det svarer til vores ønske,« siger Jens Andersen, der også sidder i stiftsrådet:

»Vi har lavet en samlet plan for anvendelsen af kirkebygningerne på Vesterbro. Den indebærer tre højmessekirker og tre funktionskirker, og at tre bliver lukket. Det synes vi er den bedste måde at få det kirkelige arbejde på Vesterbro til at hænge sammen.«

Manu Sareen understreger, at han på nuværende tidspunkt »hverken kan eller vil tage stilling til, om en eller flere kirker skal nedlægges«.

»Generelt kan jeg sige, at jeg finder det relevant at overveje, om der skal lukkes nogle kirker i København. Den overvejelse er for mig en del af det at udvise rettidig omhu,« lyder det fra ministeren.