Diskrimination anmeldes kun sjældent

Langt størstedelen af de europæiske muslimer, der har oplevet diskrimination, anmelder den aldrig, viser EU-undersøgelse. Også i Danmark eksisterer der et markant mørketal – både fordi folk ikke ved, hvor man klager, eller tror på, at det nytter.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Selvom en stor andel af de muslimske borgere i de vestlige EU-lande føler sig udsat for diskrimination, er det ikke noget, der afspejler sig i statistikkerne over klagesager og anmeldelser.

For langt størstedelen af de muslimer – der har deltaget i den omfattende undersøgelse om forskelsbehandling af minoriteter i EU, foretaget af EUs Agentur for Grundlæggende Rettigheder (FRA) – anmelder ikke den oplevede diskrimination til hverken organisationer eller myndigheder.

Tallene viser, at 79 procent ikke har anmeldt den diskrimination, de har oplevet i løbet af de seneste tolv måneder. Det er i høj grad en manglende tro på, at det vil få en betydning, der afholder muslimerne fra at reagere gennem de officielle kanaler. 59 procent angiver, at de ikke tror, der vil ske noget, eller tingene vil ændre sig. Et andet hyppigt argument er, at de ikke ved, hvor og hvordan de klager.

Tendensen er ligeledes tydelig i Danmark, påpeger Mandana Zarrehparvar, der leder Institut for Menneskerettigheders afdeling for retssikkerhed og ligestilling.
»Det er et dansk problem, og det er et paneuropæisk problem. Folk anmelder det simpelt hen ikke, når de oplever, at de bliver udsat for diskrimination, og den største årsag er, at de ikke føler tillid til systemet. De føler ikke, at deres sag bliver behandlet på en retfærdig måde,« forklarer hun.

En af opfordringerne fra EU-agenturet til Danmark og de andre vestlige EU-lande er da også netop at sætte fokus på og ressourcer af til området, fortæller Joanna Goodey fra FRA, én af forfatterne til undersøgelsen.

»Der skal være ordentlige kanaler at klage igennem, og folk skal have troen på, at deres klager bliver taget alvorligt. Det kan ske via kampagner på forskellige sprog og hotline-telefoner. Fokus behøver ikke kun at være på ofrene, der kan også tages initiativer målrettet de potentielle udøvere af diskrimination, for eksempelvis arbejdsgivere,« siger hun og understreger, at klageinstanserne generelt er underfinansieret i mange EU-lande.

Herhjemme bliver klager om diskrimination behandlet af Ligebehandlingsnævnet. Det er først startet op i januar i år og skal nu i gang med at øge sin synlighed.
»Vi er selv klar over, at vi skal være mere kendte i forskellige kredse, ikke kun blandt etniske minoriteter, men også på andre områder, hvor der kan ske forskelsbehandling.

Vi har gjort adgangen til at klage nem, men det betyder ikke, at folk kender til klagemuligheden. Vi går efter at få kommunikeret via netværk og organisationer, og vi vil også prøve på at få det bredt ud, når nærvnet træffer afgørelser, så folk kan se, hvad vi arbejder med,« siger Erling Brandstrup, chef for Ligebehandlingsnævnets sekretariat i Ankestyrelsen, der tilføjer, at også pjecer og kampagner er på vej.

Det kan øge bevidstheden om klagemulighederne, men der er fortsat en udfordring i troen på, at det betaler sig, mener Mandana Zarrehparvar fra Institut for Menneskerettigheder.

»Det er godt, at der bliver sat fokus på det gennem kampagner, så folk ved, hvor de skal henvende sig med klager, men det nytter jo ikke, hvis folk stadig føler, at de ikke er beskyttet i systemet,« siger hun og påpeger, at der i øjeblikket eksisterer nogle uhensigtsmæssige begrænsninger i forhold til diskrimination på grund af religion – her er folk kun beskyttet og kan klage, hvis de føler sig diskrimineret på arbejdsmarkedet, men ikke eksempelvis i det offentlige rum.

Se hvordan du kan klage over diskrimination