Direktør i nordsjællandsk kommune hjemsendt efter sag om ulovlig behandling af børn

Medarbejdere i Rudersdal har enten truet eller forsøgt at overtale forældre til at trække klager tilbage. Godt 80 sager er nu genstand for en uvildig undersøgelse ved Kammeradvokaten.

Den ulovlige praksis blev standset i februar 2022, men har fundet sted siden november 2019. Fold sammen
Læs mere
Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I to år har Rudersdal Kommune kontaktet forældre og forsøgt at overtale dem til ikke at klage over kommunen.

Det er konklusionen, efter at Kammeradvokaten siden marts har undersøgt praksis i kommunens PPR-afdeling (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) i forbindelse med håndtering af klager fra borgere over afgørelser i Skolevisitationsudvalget.

Det betyder nu blandt andet, at kommunaldirektør Henning Bach Christensen er suspenderet og sendt hjem.

Det bekræfter kommunen over for TV 2 Lorry.

Medarbejdere i kommunen har ifølge TV 2 Lorry enten truet eller forsøgt at overtale forældre til sårbare børn til at trække deres klage tilbage, hvis de ønskede at klage over den skolestøtte, kommunen havde tilbudt deres barn.

Én af de forældre er Maria Kolsted. Hun fortæller blandt andet til TV 2 Lorry, at kommunen truede hende på hendes økonomi, da hun ville trække sin søn ud af specialklassen, fordi han mistrivedes.

»Jeg kunne ikke få tabt arbejdsfortjeneste, sagde de, og de ville sørge for, at jeg ikke fik nogen kontanthjælp,« siger Maria Kolsted til TV 2 Lorry.

Udvider undersøgelse efter sager med »alvorlige mangler«

Den pågældende procedure for klager over afgørelse blev på baggrund af en intern undersøgelse med det samme standset i februar 2022, men har været praktiseret siden november 2019, oplyser kommunen.

I sidste uge kunne Rudersdal Kommune i en pressemeddelelse fortælle, at der er fundet flere sager end hidtil antaget.

I stedet for 60 undersøges nu i alt godt 80 sager nu for den ulovlige praksis, og undersøgelsen er blevet udvidet til også at dække store dele af børneområdet.

Rudersdals borgmester, Ann Sofie Orth (K), er glad for, at den »kritisable« praksis nu er blevet opdaget. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix.

»Rudersdal Kommune har bedt Poul Schmidt/Kammeradvokaten om at udvide sin undersøgelse efter, at der også på dagtilbudsområdet og blandt skoledagbehandlingssagerne er fundet sager med alvorlige mangler,« skriver kommunen.

Rudersdals borgmester, Ann Sofie Orth (K), er glad for, at den »kritisable« praksis nu er blevet opdaget.

»Jeg finder det afgørende, at vi nu får et fuldstændigt overblik over praksis, så familier med sårbare børn kan have tillid til, at samarbejdet med kommunen foregår respektfuldt og på et fuldkomment lovligt grundlag i fremtiden,« udtaler borgmesteren i pressemeddelelsen.

Kommunen uddyber over for TV 2 Lorry, at hjemsendte Henning Bach Christensen har været direktør for tre ud af de fire forvaltningsområder, hvor der er sager, der har været genstand for den uvildige undersøgelse.

Hjemsendelsen sker for at give de respektive forvaltningschefer ro, mens Kammeradvokatens undersøgelse pågår, lyder det.

Undersøgelsen ventes nu færdig i august måned.