Dioxin skader mænds sæd

Danske forskere har som de første vist, at dioxiner ødelægger mænds sæd. Det kan være en forklaring på danske mænds dårlige sædkvalitet.

Dioxiner kan være en forklaring på danske mænds dårlige sædkvalitet. Som de første i verden har danske forskere opdaget en direkte sammenhæng mellem høje koncentrationer af dioxin i blodet og dårlig sædkvalitet.

- Jo mere dioxin vi kan måle i blodet, des flere skader kan vi se i sæden. Resultatet er bekymrende, specielt fordi vi ved, at danske mænds sædkvalitet hører til blandt verdens dårligste, siger forskningsleder Eva Cecilie Bonefeld-Jørgensen, Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet.

Undersøgelsen omfatter 400 mænd fra blandt andet Sverige, Polen og Grønland. Ingen danske mænd har deltaget, og derfor anbefaler forskerne, at man laver en lignende undersøgelse herhjemme.

- Det skylder vi de danske mænd, siger Eva Cecilie Bonefeld-Jørgensen.

/ritzau/