Dialog er godt - men med realismen i behold

Muslimske grupper inddrages i øjeblikket i dialogprojekter. Glimrende. Men det er vigtigt, at man kender de muslimske miljøer, man knytter an til, hvis det ikke skal ende med en blåstempling af ekstreme holdninger.

I kølvandet på konflikten om Muhammed-tegningerne er der opstået en række initiativer, der skal fremme dialogen mellem vestlige værdier og islam. Et af dem er en komité nedsat i den forgangne uge af Huset Mandag Morgen med blandt andre tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, overrabbiner Bent Lexner, generalsekretær i Røde Kors, Jørgen Poulsen, bestyrelsesformand i Novo Nordisk, Mads Øvlisen, biskop Erik Norman Svendsen, imam Abdul Wahid Pedersen og talsmand for Muslimer i Dialog, Zubair Butt Hussain. Komitéen skal være brobygger mellem modstridende synspunkter og værdier og forberede en international konference, hedder det.

Det er vigtigt, at mennesker, der er uenige, taler sammen og prøver at forstå hinanden. Men der er en risiko for, at man for at demonstrere sin velvilje går ukritisk om bord i projekter på naive forudsætninger. Den risiko er særlig stor, fordi en hel del af de mennesker, der kaster sig ud i dialogprojekter, mangler elementær viden om de muslimske miljøer, som de knytter forbindelse til.Sådan var det tilsyneladende, da Dansk Industri for fem måneder indledte et samarbejde med imam Abu Laban. Abu Laban er en fremtrædende imam, der har ekstreme synspunkter. For eksempel sagde han forud for krigen mod Afghanistan om det voldsomt undertrykkende, anti-demokratiske og kvindefjendske Taleban-regime: »Taleban er en hjælpeløs gruppe, som forsøger at genskabe et lidende og hærget land«.

Alligevel tog Dansk Industri ham med, da de nedsatte en gruppe, der på et to-dages møde skulle komme med forslag til, hvordan integrationen kan forbedres. ISS-direktøren Ulrik Damm, der også var med i gruppen, sagde i den forbindelse: »Inden dette møde betragtede jeg Abu Laban som rabiat og som ham med blodpengene. Men han er en karismatisk mand, der gør meget for integrationen hver fredag til bønnen i moskeen. Jeg må erkende, at jeg lå under for en fordom. Og jeg er flov.«

Siden mødet i Dansk Industri tog konflikten om Muhammed-tegningerne fart, og Abu Laban kom til at spille en meget lidt flatterende rolle i forbindelse med delegationen af muslimer, der tog til de arabiske lande for at sætte gang i et pres mod Danmark. Forløbet har gjort Abu Laban berygtet for hykleri, illoyalitet og yderligtgående holdninger og udtalelser som for eksempel, at folk som Naser Khader er »rotter i hullet«. Derfor er der i dag næppe nogen, der kunne drømme om at invitere Abu Laban med i et dialogprojekt. Ulrik Damm siger da også nu, at han er flov over sine rosende ord. Men for bare fem måneder siden var Abu Laban altså inde i varmen hos folk, der burde have vidst bedre.Men hvordan så med Zubair Butt Hussain og Abdul Wahid Pedersen, der begge er knyttet til organisationen Muslimer i Dialog? Hvor meget kender Mandag Morgen og de andre medlemmer af komitéen til deres holdninger og aktiviteter?

Muslimer i Dialog arrangerede for et par år siden fællesbøn i Nørrebrohallen i København for omkring 1.000 muslimer i anledning af den muslimske helligdag Eid. Ved den lejlighed var det kun mændene, der kunne se imam Abdul Wahid Pedersen, da han prædikede. Kvinderne, der var adskilt fra mændene af et gardin, måtte nøjes med en højtaler.

Muslimer i Dialog med Zubair Butt Hussain i spidsen var også værter for den britiske journalist Yvonne Ridley, da hun i september sidste år besøgte København for at tale ved et debatmøde. Yvonne Ridley blev kendt, da hun for nogle år siden som udsendt reporter i 10 dage var fange hos en gruppe Taleban-krigere i Afghanistan. Senere konverterede hun til islam og udviklede fundamentalistiske synspunkter. På mødet i København talte hun således positivt om Taleban-regimet i Afghanistan. Hun ville ikke tage afstand fra terrorismen, som hun ene og alene så som et resultat af Vestens ondskab. På mødet blev Yvonne Ridley spurgt om sin holdning til de videooptagelser af gidsler, der bliver slagtet, som islamister har optaget i rekrutteringsøjemed. Hun svarede, at det var nødvendigt for muslimer at have disse videoer hjemme som alternativ nyhedsformidling til Vestens propaganda. Et synspunkt der fremkaldte klapsalver fra de 500 fremmødte, der fortrinsvis var unge muslimer.

På et andet møde om religionsfrihed, der ligger nogle år tilbage, bekendte Abdul Wahid Pedersen sig til den ortodokse islam. Han sagde, at det var helt rimeligt, at en mand i Iran var dømt til døden, fordi han havde omvendt en kvinde til Bahai-religionen. Som muslim må man følge Shariaen (Koranens lovregler), der ikke accepterer, at man omvender folk fra islam, forklarede han. En af de andre paneldeltagere eksploderede og spurgte, om han virkelig ville have den lov indført i Danmark. Hvortil Abdul Wahid svarede: »Ja, når der bliver et flertal af muslimer, så bliver den indført.« (Præsteforeningens Blad, 14.8.1998).Når man læser Mandag Morgens beskrivelse af den ny komité, står det uklart, hvad baggrunden er for dialogen med Abdul Wahid Pedersen og Zubair Butt Hussain. Der er to muligheder: Den ene er, at Mandag Morgen godt er klar over, at de har synspunkter, der set med danske øjne virker ekstreme, men at man har den opfattelse, at man også skal tale med folk, der har sådanne holdninger. Det er selvfølgelig helt i orden. Det gør jeg også selv. Men i så fald må man erkende, at et dialogprojekt på dette grundlag har sine klare begrænsninger. Man kan ikke mødes på halvvejen med antidemokratiske holdninger.

Den anden mulighed er, at man ikke er klar over, hvad deres baggrund er, ligesom det var tilfældet med Abu Laban. Måske tror man, at de er moderate og liberalt orienterede. I så fald kommer Mandag Morgen og komitéens medlemmer til at tænke sig om en ekstra gang.

Projektet er lanceret offentligt. Det ville være interessant at få Mandag Morgen og komitéens medlemmer til at gå ind i en offentlig klargøring af, hvad de egentlig forestiller sig med dette projekt.Muhammed-sagen side 8-10