DF vil stoppe satspuljen

Danskere på overførselsindkomst skal ikke længere finansiere andre svage grupper via satspuljeordningen. Det foreslog DF på partiet sommergruppemøde i går – imens Pia Kjærsgaard blev kørt på hospitalet med stærk hovedpine.

Peter Skaarup og Kristian Thulesen Dahl talte kort før DFs pressemøde taktik med partileder Pia Kjærsgaard. Kort inde i mødet med pressen blev hun syg, og måtte køres på hospitalet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Anders Birch

Dramatikken var i højsædet, da Dansk Folkeparti holdt pressemøde under partiets sommergruppemøde i går. Ikke kun på grund af den aktuelle udlændingestrid med regeringen. Pludselig midt under seancen rejser partileder Pia Kjærsgaard sig.

Inden da hviskede hun i øret på gruppeformand Kristian Thulesen Dahl, at hun har fået en smertelig hovedpine og ville gå en tur, men få minutter senere fortæller han, at Pia Kjærsgaard har fået et ildebefindende og har brug for at sunde sig. Han regner dog med, at hun kommer tilbage.

På trods af den hektiske stemning og spekulationer om partilederens helbred formår Dansk Folkeparti at videreføre pressemødet og foreslår, at uddelingen af satspuljemidlerne – også kaldet de svages finanslov – suspenderes i 2009.

»Vi vil i forbindelse med finanslovforhandlingerne tage nogle initiativer til at sikre nogle af de grupper, der bliver ramt af de ekstraordinære prisstigninger på fødevarer og energi,« sagde Kristian Thulesen Dahl.

SF for – V imod
Satspuljen er finansieret af, at danskere på overførselsindkomst hvert år bliver trukket 0,3 pct. af indkomstreguleringen, hvilket ifølge DF svarer til cirka 600 mio. kr. alene i år. Pengene bliver herefter fordelt til en række sociale projekter. Den ordning vil DF nu lave om på. Folk på overførselsindkomst skal have pengene tilbage i 2009, og de sociale projekter skal finansieres via den almindelige finanslov.

»Vi vil foreslå, at de initiativer, der skal tages i forhold til de udsatte grupper, bliver taget i forbindelse med den almindelige finanslovs- aftale,« sagde Thulesen Dahl på pressemødet.

Forslaget vinder positiv genklang hos SFs finansordfører Ole Sohn.

»Nu vil vi se forslaget i sin konkrete udformning. Men det, der for os er afgørende, er, at hvis de vil være med til at sikre fuld regulering, vil vi være meget indstillet på det,« siger han.

SF vil dog have en anden form for finansiering til de grupper, der får midler fra satspuljeordningen, og ønsker også, at ordningen bliver permanent for folk på overførselsindkomst.

Venstre er derimod ikke interesseret i at ændre satspuljeordningen. »Satsreguleringen er fin måde at regulere de offentlige overførselsindkomster på og genererer nogle midler, der bliver brugt til nogle samlede projekter,« siger socialordfører Ellen Trane Nørby.

Scannet for blodprop
Efter pressemødet blev fokus straks rettet mod Pia Kjærs- gaards helbred. Hun var i mellemtiden blevet kørt i ambulance til Roskilde Sygehus. Her blev hun scannet for en blodprop. Ifølge Søren Espersen fra DF-ledelsen havde Pia Kjærsgaard i løbet af morgenen haft hovedpine. Første scanning viste imidlertid intet alvorligt. Ved redaktionens slutning var sidste melding, at partilederen var i bedring. Hun blev påny scannet i løbet af i aftes.