DF truer kvalitetsreformen

Dansk Folkeparti skruer nu bissen på over for regeringen: Hvis regeringen ikke vil give mere i løn til de lavestlønnede offentligt ansatte, kan den godt kigge i vejviseren efter et VKO-flertal for den stort anlagte kvalitetsreform.

DFs Kristian Thulesen Dahl skruer nu bissen på over for regeringen og kræver en lønpulje til de offentligt ansatte, hvis DF skal gå med i kvalitetsreformen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Erik Refner

Regeringens prestigefulde kvalitetsreform af den offentlige sektor ryger på gulvet, hvis ikke Dansk Folkeparti og Socialdemokraternes krav om en lønpulje til de lavestlønnede offentligt ansatte bliver indfriet. Sådan lyder truslen fra regeringens støtte­parti Dansk Folkeparti.

Finansordfører Kristian Thulesen Dahl forventer tilmed, at regeringen rubber neglene.

»Jeg har en stærk formodning om, at regeringen vil komme os i møde inden jul i ønsket om en særlig lønpulje til pleje- og sundheds­assistenterne. Skulle det ikke ske, vil regeringen heller ikke komme igennem med dens kvalitetsreform,« siger han til Reuters Finans.

Dermed lægger Thulesen Dahl et stort pres på regeringen og finansminister Lars Løkke Rasmussen (V), der hidtil har nægtet at blande sig i spørgsmålet om øget løn til en række offentligt ansatte. Det er op til overenskomstforhandlingerne i foråret, hvordan lønudviklingen skal være, mener regeringen. Men udsigten til en mulig alliance mellem Socialdemokraterne – der også kræver lønpuljer – og Dansk Folkeparti, kan blive en særdeles giftig cocktail for regeringen.

Løkke søger løsning
Flere iagttagere på Christiansborg gætter på, at Lars Løkke Rasmussens embedsmænd knokler på højtryk for at finde en løsning, der kan gøre alle tilfredse.

Thulesen Dahl understreger, at det heller ikke er en del af hans planer at skabe et flertal uden om regeringen og risikere at vælte den: »Jeg tror, at regeringen vil handle fornuftigt. Det er også sådan, at jeg hører det. For regeringen kan kun danne flertal med enten Dansk Folkeparti eller Socialdemokraterne, og jeg tror, at regeringen vil indgå et bredt forlig med begge partier om såvel kvalitetsreform som lønpulje,« siger han.

For regeringen er der meget på spil, men en kilde i regeringen fortæller, at Anders Fogh Rasmussen er indædt modstander af at røre ved løndannelsen – det vil skabe mange flere problemer end løsninger, mener han. Desuden er regeringen bange for, om den økonomiske politik er på vej til at blive for lempelig.­

Det er den ikke ene om at frygte. En ny rapport fra OECD advarer mod løninflation og efterfølgende økonomisk stagnation i Danmark, og budskabet fra den radikale finansordfører, Morten Helveg Petersen, er, at regeringen ikke skal lade sig presse.

»Vi er meget kritiske over for den her indblanding i overens­komstforhandlingerne. Hele sagkundskaben siger, at vi skal passe på, og man er nødt til at have ansvarlighed som overskriften for kvalitetsreformen, jobplanen og finansloven. Jeg har meget svært ved at få en ekstra­ordinær lønpulje på fem milliarder til at rime på ansvarlighed,« siger Morten Helveg Petersen.

NA: Et skråplan
Samme toner kommer fra Ny Alliance: »Det er dumt og et grimt skråplan at komme ud på, og vi vil gøre alt, hvad der står i vores magt, for at forklare, at det er en rigtig dårlig idé,« siger finansordfører Anders Samuelsen.

Det lykkedes ikke at få en kommentar fra finansminister Lars Løkke Rasmussen eller fra Socialdemokraterne.