Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Ifølge Søren Espersen, næstformand i Dansk Folkeparti, var afslutningen på DR's serie om danmarkshistorien »en skandale«.
»Det var ikke dokumentar, det vi så. Det var en gang venstresnoet propaganda i helt stor stil,« siger han.
»For eksempel en beskrivelse af modstandskampen uden Kaj Munk, uden Christmas Møller og uden modstandsgruppen Holger Danske,« siger Søren Espersen.
Lørdag aften viste DR det sidste afsnit af den stort opsatte dokumentarserie om danmarkshistorien. Serien slutter med blandt andet at skildre besættelsestiden og modstandskampen.
Flere historikere kritiserer ifølge Kristeligt Dagblad seriens afslutning for at være ensidig fremstilling af historien.
Søren Espersen er enig. Han fremhæver, at borgerlige politikere og modstandsfolk glimrede ved deres fravær i seriens afslutning.
»Tidligere latterlige udsendelser som for eksempel 1864 henholdt man sig til, at det var fiktion, og at man kunne gøre nogenlunde, som man ville. Men det her skulle være dokumentar,« siger Søren Espersen.
Han henviser til tv-dramaserien »1864«, der fik kritik for at være upræcis med de historiske detaljer og politiserende, ligesom tidligere dramachef i DR Ingolf Gabold kaldte serien for »et slag mod DF«.
»Desværre er DR's ledelse nok ligeglade med kritikken, som vi har set det før,« siger Søren Espersen.
»Hvordan man skal reagere over for DR, det ved jeg ikke. Men et godt sted at starte er de forhandlinger om et nyt medieforlig, der starter efter nytår,« siger han.
DF har tidligere erklæret, at DR's budget bør skæres med 25 procent.
Ane Saalbach, redaktør for »Historien om Danmark«, understreger over for Kristeligt Dagblad, at ideologi ikke har været styrende for serien på nogen måde. Hun siger samtidig, at DR tager kritikken til sig.
/ritzau/