DF-profil vil ind i magtfuld hovedbestyrelse: »Vi er nødt til at gennemreformere partiet«

Dansk Folkepartis repræsentant i Europa-Parlamentet, Peter Kofod, vil nu være en del af partiets hovedbestyrelse. »Partiet har igennem de seneste år ikke i tilstrækkelig grad formået at forny sig selv,« lyder vurderingen fra Peter Kofod.

Peter Kofod stiller op til Dansk Folkepartis hovedbestyrelse. Han mener, at der er behov for at »gennemreformere« partiet. Maria Albrechtsen Mortensen

Efter årtiers succes har Dansk Folkeparti det seneste år været ramt af en række skuffelser med ringe valg og dårlige meningsmålinger.

Det er netop på den baggrund, at Dansk Folkepartis europaparlamentariker, Peter Kofod, nu stiller op til Dansk Folkepartis hovedbestyrelse, hvor indflydelsesrige folk som partiformand Kristian Thulesen Dahl og næstformand Morten Messerschmidt er repræsenteret.

Meldingen kommer forud for Dansk Folkepartis årsmøde i weekenden, hvor valg til hovedbestyrelsen er på dagsordenen.

»Hvis DF skal gøre noget godt for sig selv, så er vi nødt til at kigge indad. Der skal ikke bare justeres på lidt småting eller tales om en »genrejsning«. Vi er nødt til at gennemreformere partiet!« skriver Peter Kofod på Facebook.

I opslaget, hvor Peter Kofod annoncerer sit kandidatur til hovedbestyrelsen, beskriver han nederlaget ved det seneste folketingsvalg, hvor partiet blev mere end halveret til 8,7 procent af stemmerne. Valget kostede således 21 mandater i Folketinget.

Og nederlaget skyldes i høj grad, at partiet ikke har formået at gentænke sig selv, mener Peter Kofod.

»Partiet har igennem de seneste år ikke i tilstrækkelig grad formået at forny sig selv. Man har keret sig for lidt om at udvikle talenter, ny politik, organisationen og lokalforeningerne. Det betaler hele partiet en meget høj pris for nu,« lyder det fra Peter Kofod, der fik 119.408 personlige stemmer ved valget til Europa-Parlamentet i 2019.

Dansk Folkeparti har været præget af intern uro det seneste år, hvor blandt andre tidligere europaparlamentariker Anders Vistisen og lokalformænd fra partiets kreds i Østjylland har kritiseret hovedbestyrelsen og særligt Kristian Thulesen Dahl for at styre partiet for stramt. Det kom blandt andet til udtryk ved lukningen af partiets koordinationsudvalg.

Opstillingen til hovedbestyrelsen skal dog ikke ses som noget oprør, fastslår Peter Kofod. Men han mener, at partiet bør nytænke sig selv forud for kommunalvalget til næste år.

»Og lad mig gøre det helt klart: Det er ikke en opstilling, der har rødder i trods eller vrede, men derimod en opstilling, der har rødder i min ubetingede støtte og opbakning til partiet og baglandet,« skriver Peter Kofod.

Ud over Kristian Thulesen Dahl og Morten Messerschmidt er folk som Peter Skaarup, René Christensen og Martin Henriksen også repræsenteret i partiets hovedbestyrelse.