DF om lukkede døgnapoteker: Medicin leveres i akutte tilfælde

Uanset hvor man bor, skal akutmedicin køres ud til syge borgere, når der er behov, slår DF fast.

Steno Apotek i København er det eneste apotek i landet, der efter årsskiftet vil have åbent hele døgnet. Scanpix/Brian Bergmann Fold sammen
Læs mere

Ingen syge borgere skal blive glemt, når alle døgnåbne apoteker på nær ét lukker efter årsskiftet.

Det forsikrer Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, som også er formand for Folketingets Sundhedsudvalg.

Apotekerne lukker som følge af den seneste apotekerlov, hvor Dansk Folkeparti sammen med et flertal i Folketinget besluttede, at der skal spares 17 millioner kroner på apotekernes vagtordning.

»Med den aftale, der blev lavet, er man enige om, at selvfølgelig skal man have den medicin, der er brug for,« siger Liselott Blixt.

»Så hvis man ikke er på en skadestue, og man har brug for medicinen akut, skal den køres ud til vedkommende. Det ligger fast i aftalen, og det vil jeg holde skarpt øje med,« siger hun.

Kun Steno Apotek i København holder fortsat åbent døgnet rundt efter 1. januar 2018.

Har man et akut behov for medicin uden for apotekernes åbningstid, skal man i Region Hovedstaden ringe til akuttelefonen 1813, mens man i resten af landet skal ringe til lægevagten.

Liselott Blixt pointerer, at apotekernes generelle tilgængelighed er blevet bedre de seneste år.

»Der er kommet rigtig mange nye apoteker til, der har meget længere åbningstider end tidligere. Det er kun i nattetimerne, at der er lukket for døgnapotekerne, og der skal man selvfølgelig kunne få fat i akutmedicinen,« siger hun.

Ifølge Apotekerforeningen er der siden juli 2015 åbnet over 140 apoteker.

/ritzau/