DF om citronmånerne: Nu er vi mætte

Dansk Folkeparti er stadig i fuld sving med at pakke citronmåner ud efter Facebook-aktion. De har sågar fået negerkys.

Citronmåner i DF´s lokaler i proviantgården. Personalechef Jeani Nørhave pakker ud Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann olesen

Dansk Folkeparti har stadig travlt med at pakke citronmåner og saftevand ud, efter en Facebook-aktion har fået flere hundrede danskere til at bombardere partikontoret med pakker.

»Vi har fået omkring 150 med posten her til morgen, og vi er i fuld sving med at pakke ud. Det går fantastisk,« siger Jeanie Nørhave, der er personale- og sekretariatschef hos Dansk Folkeparti. Tirsdag modtog partiet flere hundrede pakker, men Jeani Nørhave har ikke det præcise antal.

Hun afslører dog, at der blev smovset citronmåner i stor stil på kontoret i går, da de første pakker var ankommet.

»Ork ja, vi har spist masser. Vi blev mætte,« siger Jeanie Nørhave, der dog ikke ved, om partiformand Pia Kjærsgaard nåede at smage på de mange kager i går.

Facebook-aktionen kommer i kølvandet på en historie fra sidste uge, hvor Dansk Folkepartis medlemsblad skrev, at store indvandrerfamiliers appetit hos lægen og på sygehusene er årsag til, at der ikke som i gamle dage er gratis kaffe, saftevand, kage eller frugt i landets venteværelser og til pårørende på sygebesøg.

Den udmelding forargede blandt andre 21-årige Jens Ladekarl fra København, som sendte en citronmåne af sted til Dansk Folkeparti mandag.

»Jeg har sendt en kage som et anderledes, ikke-ondsindet signal om, at den diskrimination og de fordomme, der i stigende grad forekommer i Danmark, ikke er velanset af alle,« sagde han.

Billedserie: Citronmåner med venlig hilsen

Foruden citronmåner og saftevand har Dansk Folkeparti blandt andet modtaget negerkys, marengskys, marabouchokolade, roulader og juleøl.

Partikontoret er i øjeblikket ved at finde ud af, hvad man skal gøre ved de mange kager, men Jeanie Nørhave regner med, at de ryger af sted til forskellige væresteder - deriblandt Mændenes Hjem.