Mandag er det, og derfor tid til en ny omgang Kulturnyheder. Hvor vi denne gang skal rundt om weekendens uddelinger af Bodil-prisen, nye oplysninger i sagen om radio-programmet Cafe Hack og også et smut til udlandet og de tunge drenge i USA.
Men først til dagens kulturpolitiske udspil om DRs orkestre og koncerthus, som kulturminister Mette Bock (LA) ønsker udskilt fra DR og enten lagt ind under Det Kongelige Teater eller blive selvstændigt - for symfoniorkestrets vedkommende. Koncerthuset kunne så blive en selvstændig virksomhed, og DR fokusere udelukkende på at producere indhold til medierne.
Den tanke lanceres i en kronik i Jyllands-Posten i dag, og kulturministeren understreger, at der er tale om tanker og ideer, og ikke konkrete politiske forslag. » Det kan være, at der i stedet er andre løsninger, som er bedre og mere hensigtsmæssige. Det kan også være, at det viser sig, at min tanker er pløk-umulige at realisere i virkeligheden. Og hvem ved? Måske ender det med, at jeg sidder tilbage i et hjørne og agerer kustode,« siger Mette Bock.
Foreløbig har tankerne dog givet en del reaktioner. Medieforsker Frands Mortensen mener, at det ville have klædt kulturministeren at præsentere en samlet musikplan, før man gik efter at fjerne koncerthus og symfoniorkester fra DR, mens DRs tro væbner, socialdemokraten Mogens Jensen har svært ved at se, hvorfor man skal lave om på tingene. Og så er der DF, som er indebrændte af en helt særlig årsag.
Dansk Folkeparti er nemlig fuldstændig enig i tankerne - faktisk er man overbevist om, at kulturminister Mette Bock har tyvstjålet ideen fra DF og præsenteret dem lige for næsen af partiet, der i dag i Politiken præsenterer sin egen musikplan, hvor hovedbudskabet netop er flytningen af symfoniorkester og koncerthus.
»Jeg har arbejdet med udspillet, det har været igennem DF’s gruppe, og jeg har givet det til en journalist fra Politiken. Og så har jeg også holdt møde med ministeren, som nu går i JP. Jeg ved godt, at politik ikke er for venlige sjæle, men det her er virkelig skuffende,« siger kulturordfører Alex Ahrendtsen til Jyllands-Posten. Han vil nu diskutere med partiets ledelse, om tillidsbruddet skal få konsekvenser for samarbejdet fremover.
DFs forslag er da også noget mere vidtgående og detaljeret - balndt andet med nedlæggelse af symfoniorkestret Copenhagen Phil og diverse sammenlægninger. Det er nærmest en provokation, mener Tivolis tidligere musikchef Henrik Engelbrecht, der nu fungerer som kunstnerisk konsulent for både Det Kongelige Teater og Tivoli og blandt andet kommenterer et forslag om at lægge DR Vokalensemblet sammen med operaens kor:
»Uvidenheden er bundløs her. Vokalensemblet og operakoret er to helt forskellige måder at synge på. Det svarer til at slå Vikingerne og Metallica sammen, bare fordi de begge spiller musik,« siger Henrik Engelbrecht i Politiken.
En anden DR-sag, der har fyldt godt op i medierne i sidste uge var sagen om radioprogrammet Cafe Hack, der ifølge DR i strid mod DRs regler havde opkrævet penge af de steder, hvor man havde optaget sine sommerprogrammer. Men det burde næppe have undret DR, viser oplysninger, som Ekstra Bladet har fået fat i. Ifølge dem betalte DR omkring 20.000 kroner pr . program som blev optaget rundt om i landet - et beløb, der ifølge folk, avisen har talt med, næppe dækker mere end en fjerdedel af omkostningerne fra optagelserne. Den historie kan læses her:
Så bød weekenden jo på overrækkelsen af Bodil-priserne, som foregår under noget mindre medie-postyr end de amerikanske Oscars ugen før. Alligevel har der dog været en del debat op til årets Bodil-priser, hvor formanden for Danske Biografer, Kim Pedersen, har anklaget de danske filmkritikere, der står bag Bodil-uddelingen, for at være for elitære, og mangle sans for publikums interesser - blandt andet ved slet ikke at Bodil- nominere årets Robert-vinder som bedste film, »Der kommer en dag«.
Der var heller ikke meget publikums-leflen over uddelingerne lørdag aften i Konservatoriets Koncertsal, hvor det blev to spillefilmdebutanter, Rasmus Heisterberg og Christian Tafdrup, der løb med det meste af æren for filmene »I blodet« og »Forældre«, der tilsammen blot solgte 7.122 biografbilletter, som filmbladet Ekko gør opmærksom på her. »I blodet« blev kåret til årets bedste film, mens »Forældre« løb med flest statuetter. Christian Tafdrup fik dennystiftede manuskriptpris , mens der var en til Søren Malling for bedste mandlige hovedrolle og til Maria von Hausswolff for bedste fotografering. Endelig fik Jette Lehmann Henning Bahs-prisen for sin scenografi i filmen.
Derudover tog Trine Dyrholm som den første danske kvindelige skuespiller nogensinde sin karrieres sjette Bodil for bedste kvinderolle i Thomas Vinterbergs »Kollektivet«. Desuden blev der for første gang uddelt »Streaming-prisen«, hvor publikum kan få lov at stemme med. Her gik prisen til sidste års biografhit »Flaskepost fra P«, som er instrueret af Hans Petter Moland. Se alle vinderne her:
Og selv om priserne gik til de smalle film, så kan det i længden også kommer de bredere film til gode, mener Berlingskes filmredaktør, Kristian Lindberg: »Som alle forsvarere af den »smalle« filmstøtteafhængige filmkunst vil hævde, er de mere eksperimenterende film nødvendige for at holde fremtidens kommercielle spillefilm i live. Hvis ikke pionererne går forud, stagnerer ikke blot kunsten, men også forretningen at lave film.« Læs hele kommentaren her:
At filmkritikerne ikke har tænkt sig at overgive sig til Bodil-kritikerne kunne da også udledes af, at formanden for Danske Filminstruktører, Christina Rosendahl, fik en Sær-Bodil for især sin kamp for ligestilling. Netop Rosendahl kaldte for nylig Kim Pedersen og Peter Aalbæk Jensen for et par uddøende ronkedorer i forbindelse med en debat om Filminstituttet og filmstøtten.
Og nu vi taler om ronkedorer, så kan vi passende slå et slag over dammen, hvor striden mellem Arnold Schwarzenegger og præsident Trump i weekenden fik lidt ny luft. Schwarzenegger overtog jo jobbet som vært i reality-programmet »The New Celebrity Apprentice« efter Donald Trump. Fredag annoncerede Arnold så, at han dropper programmet, men ikke vil have noget imod at arbejde sammen med NBC igen på et program, der ikke havde »den samme bagage«. Programmets forbindelse med Donald Trump gav simpelthen en dårlig smag i munden for medvirkende og publikum, lød det fra Arnold Schwarzenegger til The Empire Website.
Det var Trump ikke sen til at reagere på. I en af sine berømte tweets fik Schwarzenegger besked om, at han ikke var gået selv - men fyret på grund af patetiske seertal:
En af Trumps sporadiske kritikere er hans forgænger som republikansk præsident, George W. Bush. Også han fik på pulden for især sin krigsførelse, men lidt i tråd med det gamle ordsprog »Når fanden bliver gammel, går han i kloster« viser Bush nu en ny side af sig selv - som kunstmaler og en ganske empatisk en af slagsen. Han har netop udgivet bogen »Portraits of Courage: A Commander in Chief’s Tribute to America’s Warriors.« med portrætter af skadede veteraner fra Irak og Afghanistan, og på The New Yorker kan man få sig et indtryk af den yngre Bush' ganske kompetente evner som maler: