Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Politiet skal øjeblikkeligt skride til anholdelser af de afviste irakiske asylansøgere og sende dem til særlige flygtningelejre i Irak.
Dansk Folkeparti har fået nok af irakerne, der på tredje måned har taget ophold i Brorsons Kirke eller er på flugt rundt i landet, og rejser derfor nu et konkret krav over for regeringen. Foruden anholdelserne af de 60-70 irakere i kirken skal regeringen beordre politiet til at gennemføre en effektiv eftersøgning af det ukendte antal flygtede irakere. I lejrene i Irak skal flygtningene deponeres, mens de danske og irakiske myndigheder får ordnet de sidste papirer for den endelig hjemsendelse.
»Det vil være den allerbedste løsning at oprette lejre i Irak eller så tæt på Irak som muligt, hvis man ikke kan komme ind i landet. Den tilstand vi har i Brorsons Kirke kan ikke fortsætte,« siger Pia Kjærsgaard, der gør det klart for regeringen, at der er tale om et krav:
»Det er det. Jeg er ikke i tvivl om, at i det øjeblik Danmark viser, at nu er det alvor og sender dem ud af landet, vil det virke,« fortsætter Pia Kjærsgaard.
Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) har ikke haft lyst til at kommentere kravet fra DF, men ingen af integrationsordførerne i Venstre eller de Konservative jubler over Pia Kjærsgaards ide.
»Det er en forudsætning for de irakiske myndigheder, at det foregår på ordentlige vilkår. Det vil det ikke være, hvis de skal opholde sig i lejre,« siger Venstres Karsten Lauritzen.
Heller ikke i oppositionen vækker forslaget begejstring.
Henrik Dam Kristensen (S) kalder forslaget for »en mærkelig eskalering af en konflikt, som ikke er der.«
Thomas Gammeltoft-Hansen, ekspert i international asylpolitik på Dansk Institut for Internationale Studier, mener, at det bliver svært at oprette lejrene, fordi hverken Irak eller landende omkring er forpligtet til indgå sådan en ordning.
»Det vil formentlig kræve en meget stor kompensation, som næppe står mål med formålet,« siger han.