DF med til at udarbejde energiplan

Regeringen får let ved at få energiplanen igennem. Dansk Folkeparti har været med i udarbejdelsen og står bag planen i sin helhed. S kritiserer fremgangsmåden.

Dansk Folkeparti har været med til at udarbejde den energiplan, som regeringen kunne præsentere fredag. Det oplyser DF's energiordfører, Tina Petersen.

- Jeg har fået lov til at være med i udviklingen af denne visionære plan. Jeg har i det seneste år deltaget i møderne med V og K, og jeg er enig med dem hele vejen. Jeg kan kun sige, at det har været dejligt at sidde med, siger Tina Petersen, der dog ikke var med til at skrive den færdige tekst.

- Jeg så ikke det endelige udspil, men det holder sig ordret til det, vi har snakket om, siger hun.

Socialdemokraternes energiordfører, Kim Mortensen, siger, at det ser ud, som om DF allerede har forhandlet med regeringen.

- Hvis det er rigtigt, så har regeringen et stort troværdighedsproblem over for de partier, som de normalt laver energiforlig med, nemlig S, R og SF. Så sent som torsdag sagde energiministeren, at der ikke har været forhandlet med Dansk Folkeparti, siger Kim Mortensen.

/ritzau/