DF lover milliarder i lønposen til offentligt ansatte

Både Venstre og de Konservative mener, at Dansk Folkeparti er ved at kortslutte den danske model på arbejdsmarkedet ved at foreslå fem mia. kr. mere i løn til de offentligt ansatte. Det afviser fagbevægelsen dog selv og takker i stedet pænt.

Pia Kjærsgaard og Dansk Folkepartis folketingsgruppe var i går til sommermøde i Ebeltoft. Partiet holdt pressemøde foran Fregatten Jylland. Foto: Bo Amstrup Fold sammen
Læs mere

Det bliver stadig sværere for regeringen ikke at blande sig i de offentligt ansattes løn. Dansk Folkeparti har skudt den politiske sæson i gang med at love fem mia. kr. og Socialdemokraterne forsøger at følge efter Dansk Folkeparti.

»Vi afsætter fem milliarder kroner over de næste fire-fem år som et supplement til overenskomsterne. Jeg tror ikke, at vi kommer uden om og vi har heller ikke lyst til at komme uden om at man er nødt til at åbne for, at der skal tilføres flere økonomiske midler til den offentlige sektor, som halter bagefter den private. Og har gjort det gennem meget lang tid, og det skal vi nu rette op på,« siger Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard.

Dansk Folkeparti vil sende hovedparten af pengene til social- og sundhedsassistenterne, som strejkede i juni. Det skal sikre mere arbejdskraft, men fem mia. kr. er tilskud til de offentlige overenskomster, som forhandles fra oktober. Både Venstre og de Konservative forsvarer sig med, at Folketinget ikke blander sig i overenskomsterne. Så kunne der opstå et vanvittigt kapløb i folketingssalen om, hvem der så i næste måned skal have forhøjet lønnen den danske model vil kort fortalt blive ødelagt.

Opbakning fra fagbevægelsen
Den argumentation er bare blevet skamredet, mener Pia Kjærsgaard, og hun får opbakning fra bosserne i fagbevægelsen. De tager med kyshånd imod de fem mia. kr.:

»Det er fint at komme med et forslag om, at Folketinget er nødt til at bidrage med nogle penge for at løse problemerne. Jeg giver ikke meget for flere politikeres melding om, at de ikke vil blande sig i den danske model, men hvis man kun fokuserer på FOAs medlemmer, så bliver der et helvedes postyr med os andre. Vi kan ikke holde til, at man kun giver til de lavestlønnede, altså dem med de korteste uddannelser,« siger Connie Kruckow, formand i Dansk Sygeplejeråd.

Heller ikke LOs formand Hans Jensen kan se, at Dansk Folkeparti ødelægger noget:

»Jeg synes, det er en fin ide, hvis politikerne er parate til at understøtte en økonomisk forbedring for især de lavestlønnede i den offentlige sektor. Men det skal overlades til overenskomstparterne, at fordele pengene. Det afgørende er, at politikerne ikke prøver at bestemme, hvordan overenskomsterne forhandles. Men giver et tilsagn om, at de er parate til finde den nødvendige økonomi til de dårligst stillede, når overenskomstresultatet skal føres ud i livet,« siger han.

Dennis Kristensen, formand for FOA, øjner også muligheder: »Det er hele samfundet, som bør betale til de kvindefag, der ikke bliver værdsat nok. Det kan ikke lade sig gøre inden for den økonomiske ramme i den offentlige sektor, og det kan godt kombineres med den danske model.«

S: Regeringen skal presses
Socialdemokraternes finansordfører, Morten Bødskov, er parat til at udnytte Dansk Folkepartis offensiv til at presse regeringen for penge. Så må arbejdsmarkedets parter selv fordele dem:

»Vi er sikre på, at vi sammen med Dansk Folkeparti kan presse regeringen til at ændre kurs, så forholdene i den offentlige sektor generelt bliver ændret. Penge til løn forhandles af tillidsrepræsentanterne og arbejdsgiverne, og vi finder gerne pengene bagefter,« siger Morten Bødskov.

Tilbage står regeringen og bruger fortsat argumentet om den danske model til at sige, at det må arbejdsmarkedet selv håndtere. Venstres politiske ordfører Troels Lund Poulsen forklarer:

»Det er ikke en opgave for Folketinget at blande sig i løndannelsen. Det betyder ikke, at man ikke kan finde det sympatisk, at der er nogle, som skal have mere i løn, men det er ikke en opgave for Folketinget.«

Joh, men du kan da godt sætte en pose penge af, så de har lidt mere at forhandle om?

»Tag det nu lige i den rigtige rækkefølge. Det er sådan, at arbejdsmarkedets parter går i gang med de forhandlinger, og der har jeg fuld tillid til, at man når frem til en fornuftig aftale. Og at man her finder det niveau, der er nødvendigt.«

Synes du egentlig, at social- og sundhedsassistenter får for lidt i løn?

»Det er ikke en diskussion jeg vil blande mig i,« siger han.