DF: Ja til forsøg med fri heroin

Dansk Folkeparti er parat til at give de hårdest belastede narkomaner fri heroin.

Hårdt kriminelle narkomaner kan måske se frem til at skulle hente deres fix hos lægen, i stedet for først at skaffe penge på gaden og bagefter handle stofferne i en ussel baggård.

Dansk Folkeparti er efter tunge overvejelser i hvert fald parat til en forsøgsordning, hvor de hårdest belastede narkomaner kan få udleveret lægeordineret herion.

- For os drejer det sig om, at vi kan se, at der er en gruppe borgere i det danske samfund, der lever så ynkelig en tilværelse og som har så lidt værdighed i livet. Det er vores pligt som politikere, at se, hvad vi kan gøre for at bedre deres forhold, siger Karin Nødgaard, misbrugsordfører for Dansk Folkeparti, til Radioavisen.

Partiet vil forsøge at få Venstre og De Konservative overtalt til en ordning. Oppositionen har længe presset på for en forsøgsordning.

Omkring 300 narkomaner dør hvert år af deres misbrug.

Berlingske Tidende indledte debatten om fri heroin med historien om den narkoprostituerede Linda søndag den 28. januar.

Den og de efterfølgende artikler var medvirkende til, at Berlingske Tidendes politiske redaktør, Bjarne Steensbeck, i år modtog "Christians Dahls Mindelegat", også kaldet den lille Cavlingpris.