DF går frem, mens Venstre får baghjul

DF formand Kristian Thulesen Dahl fotograferet efter at partiet sammen med regeringen har landet en aftale og registraringsafgiften torsdag d. 21 september 2017 i Finansministeriet . (Foto: Uffe Weng/Scanpix 2017) Fold sammen
Læs mere
Foto: Uffe Weng

5,9 procent, 8,1 procent og senest 10,1. Dansk Folkeparti har langsomt vokset sig større og større fra kommunalvalg til kommunalvalg.

Alligevel har partiet haft svært ved at veksle den store opbakning til Thulesen Dahl og co. på landsplan til samme opbakning ude i kommunerne.

Men den tendens kan efter kommunalvalget til november meget vel høre til i historiebøgerne.

Ifølge en ny måling fra Kantar Gallup vil 14,8 procent af vælgerne stemme på Dansk Folkeparti ved kommunalvalget 21. november 2017. Det er 4,7 procentpoint flere end ved kommunalvalget i 2013.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, er tilfreds.

»Det er klart, at et kommunalvalg på det niveau vil være en stor succes. Vi tør ikke selv håbe på en sådan fremgang,« siger han.

Målingens topscorer er Socialdemokratiet, der står til 29 procent af stemmerne, hvilket flugter de 29,5 procent ved valget i 2013.

Nicolai Wammen, partiets politiske ordfører, sender rosen for tallene ud i kommunerne.

»Det er et flot skulderklap til vores dygtige borgmestre rundt om i Danmark. Vi ser optimistisk på det kommende kommunal- og regionsrådsvalg og håber, at der vil være endnu flere borgmestre efter 21. november,« siger Nicolai Wammen og fortsætter.

»Det er velkendt, at flere danskere ønsker Mette Frederiksen end Lars Løkke Rasmussen. Det tror jeg også har en betydning.«

»Venstre skal nok komme i gear«

Venstre står ifølge dagens måling til 19,1 af stemmerne. Resultatet ved kommunalvalget i 2013 lød på 26,6.

Kasper Møller Hansen er valgforsker og professor ved Københavns Universitet.

Med målingens resultat kan Venstre ikke hvile på laurbærrene, som han siger. Men han tror ikke, at Venstre ender så langt nede.

To af de mest afgørende faktorer, når man skal skyde sig ind på et endeligt resultat på et kommunalvalg, er ifølge Kasper Møller Hansen den landspolitiske tendens samt den såkaldte borgmestereffekt.

Mens Venstre er gået markant tilbage i landspolitiske målinger fra det seneste kommunalvalg i 2013 til nu – op mod otte procentpoint i vægtede gennemsnit – fik partiet ved kommunalvalget i 2013 hele 48 borgmesterposter. Venstre er i dag det klart største borgmesterparti.

»Landspolitikken vil trække i negativ retning for Venstre, her er partiet gået tilbage siden 2013, men det slår ikke så stærkt igennem for de store partier som for de små. Venstre er dygtige til at føre valgkamp, og så skal vi lægge en borgmestereffekt oveni. Venstre fik mange nye borgmesterposter ved seneste valg, og den effekt ser man stærkest ved det derpå følgende kommunalvalg. Jeg er mere optimistisk på Venstres vegne end de 19,1 procent i målingen. Det vil jo være en katastrofe for dem sammenlignet med Socialdemokratiet,« siger Kasper Møller Hansen.

Det var ikke muligt søndag at få en kommentar fra Venstre på målingen inden avisens deadline.