DF er klar til at jævne kirker med jorden

Dansk Folkepartis kirkeordfører, Christian Langballe, vil hellere rive kirkerne ned end se dem forvandlet til bingohaller. Nye tal har fået debatten om kirkelukninger til at blusse op igen.

Nysted Kirke, Lolland. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Dansk Folkeparti er klar til at sætte bulldozeren ind mod overflødige kirker. Det siger kirkeordfører Christian Langballe (DF), efter debatten om kirkelukninger igen er blusset op.

»Når en kirke er sat ud af brug, så står den jo bare der. Jeg vil meget nødigt have, at den bliver brugt som bingohal eller noget andet. Hvis der ikke er tale om en gammel, fornem kirke, så foretrækker jeg, at den i stedet rives ned,« siger Christian Langballe og tilføjer:

»Jeg ved godt, at middelalderkirkerne kan man selvfølgelig ikke rive ned. Men kirker, der ikke er bevaringsværdige, mener jeg godt man kan overveje at rive ned.«

Debatten om kirkelukninger er igen blevet aktuel, efter en ny opgørelse ifølge Kristeligt Dagblad viser, at folkekirkens udgifter varierer voldsomt fra stift til stift. I de tyndtbefolkede er udgifterne højest, og en del af forklaringen er de mange vedligeholdelseskrævende kirker på landet.

Flere kirkefolk siger til Kristeligt Dagblad, at man bør lukke en række overflødige kirker. Efterfølgende skal staten så oprette en fond, som skal stå for vedligeholdelsen af de lukkede middelalderkirker, så de på den måde bliver bevaret for eftertiden.

Dansk Folkeparti hilser idéen velkommen.

»Vi er positivt indstillet over for idéen, men det er afgørende, at det er menighedsrådene selv, der beslutter, om en kirke skal nedlægges,« siger Christian Langballe.

Han forudser dog problemer ved at lade staten overtage vedligeholdelsen af kirkerne.

»I øjeblikket er det kirkeskatteyderne, der betaler. Jeg kan godt forestille mig protester, hvis udgifterne skal fordeles på alle skatteyderne. Det bedste vil være at finansiere det via kirkeskatten,« siger Christian Langballe.