DF: »Det er for nemt at frikende Jesper Rønnow«

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) har været for alt hurtig til at frikende Skats direktør Jesper Rønnow Simonsen, mener Dansk Folkeparti.

Skats direktør, Jesper Rønnow, slipper for nemt, mener Dansk Folkeparti. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sonny Munk Carlsen

På et pressemøde i dag fredede skatteminister Karsten Lauritzen (V) den øverste direktør for Skat, Jesper Rønnow Simonsen.

De to skandaler om svindel med udbytte-refusion og EFI-sagen har betydet, at Skat har hjemsendt fem chefer, men på pressemødet erklærede Karsten Lauritzen, at han stadig havde tillid til Jesper Rønnow Simonsen som direktør for Skat.

Det undrer Dansk Folkepartis skatteordfører Dennis Flydtkjær.

»Det er mærkværdigt, at man kan sidde som chef for så stor en biks uden at have ansvaret for de her skandaler,« siger Dennis Flydtkjær.

Han tilføjer:

»Jeg skal ikke vurdere om Jesper Rønnow Simonsen skal fyres. Men det er for nemt sluppet at frikende ham. Det virker for tyndt.«

Dennis Flydtkjær peger især på sagen om svindel med udbytterefusioner, der betydet at fire chefer med ansvar for området i Skat er blevet hjemsendt.

I dag har Skatteministeriet offentliggjort en rapport fra Intern Revision om sagen. Her fremgår det blandt andet, at ansvaret for sagen også rækker højere op i systemet.

»I praksis har der dog ikke i SKAT været placeret et overordnet ansvar for hele processen vedrørende udbytteskat. Det samlede procesejerskab har således ikke været organisatorisk forankret,« skriver Skats Interne Revision.

Netop det punkt peger på Jesper Rønnow Simonsen, mener Dennis Flydtkjær.

»Det er Jesper Rønnow Simonsen, der er chefen, og ham der har fejlet her. Jeg ved ikke hvad Karsten Lauritzen har set af papirer, men når man er direktør for så stor en styrelse, som Skat, så har man altså det overordnede ansvar.«