DF afviser forbud mod købesex

Dansk Folkeparti melder nu endeligt ud, at de er imod et forbud mod købesex. Det betyder, at et forbud nu er totalt udelukket. DF og S vil derfor øge den sociale indsats. Det er en god idé, siger prostituerede selv.

Det står nu klart, at et forbud mod at købe sex nu ikke længere er en mulighed. Dansk Folkeparti melder efter længere tids overvejelser nu ud, at de ikke går ind for et forbud mod sexkøb.

Tidligere har meldingen fra DF ellers været, at man ikke ville tage endelig stilling, før Socialudvalget havde besøgt Sverige for at samle erfaringer om det svenske forbud.

»Med et forbud bliver det sværere at få fat i de prostituerede. Og dermed også sværere at hjælpe dem ud af prostitutionen. Vi skal sikre, at så mange som muligt kommer ud af det her, og derfor er det ikke vejen at gå,« siger Dansk Folkepartis ligestillingsordfører og medlem af retsudvalget, Marlene Harpsøe.

Muligheden for et forbud har været diskuteret mange gange på Christiansborg. Mette Frederiksen (S) startede i 2002 debatten og foreslog en kopi af det svenske forbud.

Både SF og Enhedslisten støtter stadig et forbud mod købesex. De borgerlige partier har hidtil afvist forslaget.

Derfor sætter meldingen fra Dansk Folkeparti punktum for diskussionen om et forbud, der nu er totalt udelukket. Danmark får ikke noget forbud som det i Sverige.

Og det ærgrer Mette Frederiksen (S), der nu må tænke i andre baner for at forbedre vilkårene for de prostituerede i Danmark.

»Der skal fokus på efterspørgslen, og hvis det ikke kan ske ved at kriminalisere kunderne, så må man gøre det på anden vis – for eksempel ved en slags kulturkamp. Det er i høj grad et spørgsmål, som mændene i Danmark skal forholde sig til,« siger Mette Frederiksen, der også mener, at kombinationen af en øget politiindsats og frit lejde til de prostituerede vil have en effekt.

»Hvis prostituerede i dag gerne vil ud af miljøet og beder deres kommune om hjælp, kommer de ofte til at skulle tilbagebetale deres kontanthjælp og få et skattesmæk oveni,« siger Mette Frederiksen.

Marlene Harpsøe (DF) er enig med Mette Frederiksen (S) om, at problemet kalder på en social indsats.

»Der skal sættes ind med en øget social indsats – især det opsøgende arbejde omkring gadeprostitution, hvor pigerne ofte er socialt udsatte, er enormt vigtigt. Det er noget, vi gerne vil tage op med velfærdsministeren,« siger Marlene Harpsøe.

Sus, der er formand for Sexarbejdernes Interesse Organisation (SiO), er glad for tanken om en social indsats.

»Inden man beslutter noget, som omhandler sexarbejderne, bør man snakke med dem selv og høre, hvad de mener kunne være gode initiativer,« siger hun.