Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Efter nyheden om Anna Rosbachs split med Dansk Folkeparti, har der hersket megen tvivl om, hvad der lå bag den drastiske beslutning. Både blandt hendes vælgere og hendes tidligere partifæller.
Men nu har Anna Rosbach brudt sin tavshed i et afskedsbrev som EU magasinet The Parliament har set.
- Efter nøje overvejelser er det blevet klart for mig, at jeg ikke deler Dansk Folkepartis politik eller retorik, og jeg har været bekymret for retningen partiet har drejet mod i nogen tid, skriver hun i brevet.
Hun tilføjer, at gruppen De Europæiske Konservative og Reformister i Europa Parlamentet, som hun nu har meldt sig ind i, ligger tættere på hendes vision for fremtidens Europa og Danmarks plads i fællesskabet.
- Jeg er glad for at blive en del af en gruppe som fremmer en anti-federalistisk og reformerende agenda på en moderat måde, skriver hun.
En talsmand for De Europæiske Konservative og Reformister, siger til Theparliament.com, at Anna Rosbach har gruppens fulde støtte og at de er glade for at have hende i gruppen.
- Hun er stærk på miljø- og økologiområdet, og hun har aldrig delt Dansk Folkepartis holdninger på indvandrerområdet, siger han.
Morten Messerschmidt, Anna Rosbachs tidligere kollega i Dansk Folkeparti og Europa Parlamentet har dog udtrykt sin forundring over det drastiske skift.
- Jeg har ikke på noget tidspunkt hørt, at Anna Rosbach skulle være utilfreds eller uenig med Dansk Folkpartis politik. Desuden blev hun valgt ind i Europa Parlamentet primært på mine stemmer. Vi havde mange andre kandidater, som ville have været loyale overfor partiets synspunkter, jeg er derfor ret forundret over hendes beslutning, siger han.