Deutsche Bahn slår Arriva ud i Silkeborg

Deutsche Bahn skal stå for bybuskørslen i Silkeborg efter at have vundet en udbudsrunde foran den nuværende operatør, Arriva.

Det bliver reelt Deutsche Bahn, der til september overtager bybuskørslen i Silkeborg samt en række oplandsruter de næste seks år.

Det betyder, at Arriva ikke længere skal stå for kørslen i Silkeborg, oplyser Midttrafik, regionens trafikselskab.

Udbuddet omfatter 18 bybusser og syv oplandsbusser med over 83.000 kørselstimer om året.

Det er Pan Bus i Viborg, der har vundet den netop gennemførte udbudsrunde i konkurrence med seks andre bydere, men Pan Bus er netop blevet solgt til et busfirma, der reelt kontrolleres af Deutsche Bahn.

Midttrafik oplyser, at buskørslen i Silkeborg får et kvalitetsløft, idet der ved udskiftning af busser nu udelukkende indsættes fabriksnye busser.

/ritzau/