Purpurbrød

Emmerys
★★★★☆☆
Pris: 42 kr.

Søren Frank, Berlingskes mad- og vinredaktør: »Det har en god surhed, en god sejhed, er lidt saftigt i krummen, og ude i kanterne er det sprødt. Det er et ret mørkt brød, og jeg kan godt lide, at det er bagt, så det er næsten brændt. Jeg tænkte egentlig, at det skulle have 5 stjerner, men jeg kan forstå, Nanna, at du er på 4. Det kan jeg godt gå med til, fordi det måske ikke er så allround som flere af de andre brød. Efter at have smagt alle brødene, er dette her brød for mig det næstbedste i udvalget.

Nanna Simonsen, gastronom, kogebogsforfatter og madskribent: »Krummen har en god sejhed. Skorpen er også ret sej, men den har også nogle sprøde elementer. Det er faktisk den skorpe, der har mest sprødhed. Det er et mørkt brød og ja, et glimrende brød. Alligevel er jeg ikke helt oppe at ringe. Det er pletfrit, men jeg er ikke helt betaget. Måske fordi det er lidt anonymt. Derfor 4 i stedet for 5 stjerner.«

Hvedebrød

Lauras Bakery
★★★☆☆☆
Pris: 38 kr.

Søren Frank: »Det er lysere end det første brød, og har også den lidt seje krumme. Glasagtigt og med en surhed i smagen, som dog ikke giver mig en fornemmelse af at være lige så friskbagt som det første. Det har saftighed eller fugtighed, der er tæt på at tippe over til det svampede. Fugtigheden sidder også i skorpen – i modsætning til det første brød, der havde en forholdsvis sprød og brændt skorpe. Det er slet ikke et dårligt brød. For mig ligger det lidt over middel.«

Nanna Simonsen: »Jeg, som ellers er glad for salt, er i tvivl, om det her brød næsten er for salt. Og det er, som om der mangler en friskhed i smagen. Det er lyst i krummen, men også skorpen er lys. Personligt og rent æstetisk kunne jeg godt have tænkt mig, at det var mere bagt. Det er et okay brød, men jeg synes, det er en lille smule ’standardbrød’. Jeg er nogenlunde på niveau med din vurdering, Søren. Det er til 3 stjerner.«

Ølandsbrød

Fra Føtex’ bager
★★★☆☆☆
Pris: 26 kr.

Søren Frank: »Det lugter lidt som håndværksbagerbrød fra gamle dage, og smagen er lidt pappet. Krummen er ikke særlig sej. Brødet smuldrer. Mærkeligt, men det er både klægt og tørt. Det har lidt farve, og jeg kan se, at det må være bagt med andet end hvidt hvedemel, måske ølandshvedemel, men i både krumme og smag minder det mig om konventionelt brød. Det er ikke kun til 1 stjerne, for der findes langt dårligere brød end det her.«

Nanna Simonsen: »Jeg synes, det har en gærduft i sig, og det smager af gammeldags franskbrød. Og så virker det på en mærkelig måde, som om det på én gang er både tørt og ubagt. Det hænger ikke sammen, men pulveriserer, når man hiver det i mindre bidder. Jeg associerer til et sminket franskbrød med lidt syrlighed. Jeg har det også på 2 stjerner.«

Øko Bigabrød

Lagkagehuset
★★★★☆☆
Pris: 40 kr.

Søren Frank: »Bunden knaser fint. Skorpen er sej, og der er surhed og saftighed. Først havde jeg givet det 3 stjerner, fordi jeg synes, det første og det femte brød i udvalget er bedre. De har lidt mere karakter. Men det smager godt, surt og hjemmelavet, og jeg tror, det har en lang levetid, fordi det har en god saftighed. Jeg vil gerne gå en stjerne op, så det ender på 4 stjerner.«

Nanna Simonsen: »Det har en sej krumme, god saltbalance og syrlighed. Det er rigtig fint bagt, og i modsætning til de andre har det blærer i bunden. Selve bunden er også hævet. Det er et dejligt brød, og jeg kunne endda finde på at vælge det frem for nummer 1 og 5 til eksempelvis en forret med fisk. Det er lidt lysere i det, lidt mildere. Også her kunne jeg godt have tænkt mig at det var bagt lidt mørkere, men jeg synes, det er et brød til 4 stjerner.«

Ølandshvedebrød

Meyers
★★★★★★
Pris: 42 kr. Bedst til prisen

Søren Frank: »Det her kan jeg bedst lide. Smagen er virkelig, virkelig god med en tilpas syrlighed og den frugtighed, som jeg synes, brød skal have. Jeg har en oplevelse af, at der er brugt friskt mel og en surdej fuld af liv. Brødet har også en brændt overflade, som kom det direkte fra en stenovn. Det har en god saftighed – i det hele taget er der en super balance mellem tingene. Jeg synes ikke, at Meyers Ølandsbrød, som man kan købe i SuperBrugsen, er lige så gode.«

Nanna Simonsen: »Jeg er ret enig med dig, Søren. Det er balanceret på både syrlighed og salt. Duften er rigtig god. En kornduft som da jeg som barn besøgte en mølle. I udgangspunktet var jeg ikke helt oppe på 6 stjerner, men det virker velbagt og harmonisk. Da du efter smagningen sagde Meyers, tænkte jeg, at det her da er bedre. Nogle gange køber jeg Meyers Ølandshvedebrød i Coop på Hovedbanegården, og det er altså ikke lige så godt som det her. Så jeg må konkludere, at der er forskel på brødene fra Meyers egne bagerier og fra Coop.«