»Det virker som en sidste ideologisk krampetrækning fra Vibeke Storm Rasmussens side«

Region Hovedstaden sender driften af ambulancerne i udbud, som kan ende med, at regionen selv overtager opgaven fra Falck. Intern splittelse hos både Socialdemokraterne og De Radikale.

Foto: Nikolai Linares
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Driften af de ambulancer, som skal rykke ud og komme nødstedte og livstruede borgere til undsætning, skaber nu politisk drama i Region Hovedstaden.

Et flertal i regionsrådet har netop vedtaget at sende driften af 47 ambulancer i hovedstadsområdet i udbud, og afgående regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen (S) lægger ikke skjul på, at det kan ende med, at regionen selv overtager hele eller dele af opgaven fra den altdominerende private aktør på området, Falck, der anses for at tage sig lovligt godt betalt for at løse opgaven i dag.

»Vi skal forvalte skattekronerne bedst muligt, så hvis det viser sig, at prisen er for høj, så kan vi køre ambulancerne selv,« siger Vibeke Storm Rasmussen i en pressemeddelelse.

Men beslutningen om at sende ambulance-opgaven i udbud støder på hård modstand hos såvel de borgerlige partier som internt hos Socialdemokraterne og partiets normale samarbejdspartner, De Radikale, der sammen med SF og to løsgængere udgør flertallet.

Kritikken går på, at man haster udbuddet igennem kort før regionsrådsvalget den 19. november, og kort før et nyt regionsråd tiltræder den 1. januar. Desuden mener kritikkerne, at udbuddet er designet sådan, at det skal bane vej for, at det offentlige kan sætte sig op opgaven.

»Den klare dagsorden er, at man vil tage noget hjem og køre det selv og dermed reducere Falcks engagement. Det er også underligt, at man ikke kan vente, til det nye regionsråd træder til. Det virker som en sidste ideologisk krampetrækning fra Vibeke Storm Rasmussens side,« siger Venstres gruppeformand Bent Larsen med henvisning til, at Vibeke Storm ikke genopstiller til regionsrådet.

I dag drives regionens ambulanceberedskab af Falck samt København og Frederiksberg brandvæsener og er opdelt i 10 områder. De nuværende aftaler udløber i 2015. I det nye udbud deles kørslen med akut syge op i fem aftaler, og en leverandør kan højst vinde tre af fem delaftaler.

Ifølge flertallet er formålet at »undgå monopol« og understøtte konkurrence på området »nu og fremadrettet«. Vurderingen er således, at der i dag er stærkt begrænset hjemlig konkurrence på området.

Udover tre kommunale brandvæsener og Falck findes der kun to små leverandører - Responce A/S og Samsø Redningskorps. Derfor er der risiko for, at regionen ikke får tilbudspriser, »der ligger på niveau med, hvad der kunne forventes i en velfungerende konkurrencesituation«, vurderer administrationen i en orientering til regionens politikere.

Det fører til, at der samtidig med udbuddet laves et såkaldt kontrolbud på ambulancekørslen af en ekstern konsulentvirksomhed. Formålet er at få en indikation af, om prisen fra de andre bydere muligvis er uforholdsmæssig høj på grund af den manglende konkurrence. Er det tilfældet, kan regionen »vælge selv at køre ambulancerne i et delområde«, hedder det.

I regionsrådet stemte også to fremtrædende medlemmer hos henholdsvis Socialdemokraterne og de Radikale imod beslutningen - og deres egne partifæller.

Både Peter Kay Mortensen (S) og Charlotte Fischer, spidskandidat for R ved valget, mener, at det nye udbuds-setup i realiteten svækker konkurrencen med risiko for, at ambulancedriften ender med at blive dyrere end i dag.

Charlotte Fischer er desuden indstillet på at prøve at omgøre beslutningen og sende sagen retur på dagsordenen, når det nye regionsråd er tiltrådt.

Det koster i dag Region Hovedstaden knap 350 mio. kr. om året at få drevet ambulance-beredskabet, og der har også tidligere været uro om området.

Ved det seneste udbud i 2009 endte det svenske selskab Samariten med at få tildelt opgaven med at køre ambulancer i en stor del Region Hovedstaden og det øvrige land. Men da det kom til stykket, havde selskabet ikke kræfter til at løfte opgaven og måtte erstattes af andre aktører.