»Det ville nærmest være lidt ynkeligt, hvis man skulle til at give mændene en håndsrækning, så de kunne få mere ligestilling«

Lørdag er det mændenes internationale kampdag. Men skal den danske mænd anno 2016 egentlig kæmpe for? Berlingske har talt med tre markante mænd om mandens ligestilling.

Asger Aamund: Den unge generation af kvinder, der er på vej gennem uddannelserne og kommer ud nu, er nogle hårdere nysere, som både vil have en fuld karriere og et fuldt familieliv. Og de vælger mænd efter det. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

De fleste er bekendt med Kvindernes Internationale Kampdag den 8. marts. Måske har de selv været rødstrømper eller flippere i 70erne, mens yngre generationer er blevet mindet om den historiske dag af deres mødre. Men de færreste ved, at vi også kan fejre Mændenes Internationale Kampdag én gang om året. Og det er i dag.

Årets tema er selvmord - en handling langt flere mænd begår end kvinder. De seneste tal på området er fra 2011, og de fortæller, at 613 mennesker begik selvmord i Danmark. 454 var mænd, mens 159 var kvinder, lyder tal fra Danmarks statistik på Livslinens hjemmeside.

I dagens Berlingske skriver den liberale debattør og feminist, Rasmus Brygger, om de triste selvmordsstatistikker:

»Det er ikke et problem, man løser med et knips, men en start er, at vi som samfund åbnet anerkender de her problemer, og er villige til at debattere mænds manglende ligestilling.«

Men hvilke ligestillingsproblemer kæmper mænd med i dagens Danmark? Det har Berlingske talt med et tre markante mænd om.

Jakob Olrik, sexolog og foredragsholder:

»Jeg synes, der er en forfærdelig ting med faderskab, som ikke bliver ligestillet med moderskab. Selvom det er lige for ret, så er det ikke lige i praksis. Hvis man sidder nede i skolen eller børnehaven til forældremøde, så kigger pædagogerne konsekvent på moren, når de snakker. Eller hvis man er skilt, så er det automatisk, at posten ryger til moren.

Der er også en ligestilling, der ligger i retten til bare at være en mand, som ikke gider. En, der måske ikke gider at være den traditionelle manderolle, men faktisk gerne vil være den søde far, der tager sig af sit barn og er hjemmegående og måske ikke lige ser sin karriere som det allervigtigste i livet.

Men det er trods alt sådan, at kvinder dybest set, selvom de ikke vil indrømme det, helst ikke vil gifte sig med en mand, der ikke har en større social stand end dem selv. Derfor handler det om retten til, at manderollen kan have flere facetter. At man kan have lov til at have flere ansigter som mand. At det ikke er en stereotyp af gamle masker og bedsteforældres måde at være mand på.

»Der er også en ligestilling, der ligger i retten til bare at være en mand, som ikke gider. En, der måske ikke gider at være den traditionelle manderolle, men faktisk gerne vil være den søde far, der tager sig af sit barn og er hjemmegående og måske ikke lige ser sin karriere som det allervigtigste i livet,« siger sexolog Jakob Olrik om den danske mand anno 2016. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Guldbæk Arentsen.

Det er ikke en dag, jeg tænker som den vigtigste kampdag af alle kampdage, men når det er sagt, skal man ikke glemme, at der også er mænd, der virkelig har problemer. Mænd, som bliver banket af deres koner eller tyranniseret. Det er måske ikke så mange mænd, men det er stadig nogle. Hvis kampdagen går til, at de kan blive hørt i den store strøm, er det rigtig godt.

For de er ekstra tabuiserede og er på den måde endnu mere udsatte, end de kvinder der lever under vold. Hvis en mand kommer og siger »min kone slog mig«, så er det første, man vil sige: »det har du sikkert selv været ude om.« Men udgangspunktet må være, at der ikke er nogen, der selv er ude om vold - mænd som kvinder.«

Christian Groes, kønsforsker ved Roskilde Universitet:

»Jeg tror, nogle mænd kæmper med følelsen af, at de er blevet glemt. At ligestilingen kun handler om kvinder og om nogle problemer, der for nogle mænd virker helt absurde. Blandt andet hvordan kvinder kan få ligestilling på direktionsgangen, mens de her mænd sidder med nogle problemer, som de oplever som meget værre.

Det har længe været kendt, at nogle af de borgere i vores samfund, der har det sværest blandt andet er mænd. De slår ud i statistikkerne for social udsathed, depression, psykiske sygdomme af forskellig art samt selvmord og kriminalitet.

Der har ikke været en masseorganisering af mænd med fokus på rettigheder. Det har virket næsten patetisk at mænd skulle gøre det. For mænd ses som dominerende, og som nogle, der allerede har en masse goder og privilegier. Men man glemmer de grupper af mænd, som ikke føler, de har privilegier længere.  Som oplever at mister rettigheder i forhold til familieliv og børn. Det gælder også jobsikkerhed, der ikke er blevet taget alvorligt. Det gælder også i forhold til udsathed, hvor rigtig mange udsatte og hjemløse er mænd, som måske ikke oplever, at de bliver taget seriøst.

Mænd bliver mange steder i medierne portrætteret som et problem. Det er mænd, der er årsag til sexisme, de er årsag til ulighed i samfundet, de belaster sundhedssystemet, de piver, når de er syge. Der er nogle fortællinger om, at det er berettiget for kvinden at føle sig svag og som et offer, men hvis manden føler sig svag og som et offer, så pyldrer ham. Så der er behov for en mere rummelig opfattelse af maskulinitet og mænds positive rolle i samfundet. Det er en kæmpe udfordring.«

Asger Aamund, bestyrelsesformand:

»Jeg mener ikke, der er nogle egentlig mærkesager andet end på det familiemæssige område, hvor det stadig er svært for mænd at blive ligestillet med kvinder i sager, hvor det gælder opbrudte familier og forældreretten. Der vil jeg mene, at mændene slæber bagefter med et kæmpe handicap, at myndighederne er meget tilbøjelige til at se på moderens interesse frem for barnets interesse.

På det område er der stadigvæk noget at gøre. Men ellers ville det nærmest være lidt ynkeligt, hvis man skulle til at give mændene en håndsrækning, så de kunne få mere ligestilling. Det tror jeg ikke, der er brug for.

Du vil se familier, hvor kvinden bestemmer det hele, og manden sjosker rundt efter hende og er tilfreds med det, fordi han ikke har noget imod at spille andenviolin. Og så vil du se familier, hvor det stadig er manden, der har den stærkeste personlighed, og kvinden indordner sig. Det er ikke noget, samfundet skal tage sig af.

Nu er det den enkelte families personlighedsstruktur, der bestemmer, hvordan den skal være. Du vil se, at der er mænd, som med glæde tager så meget barsel, de overhovedet kan få. Og der vil være mænd, som efter 14 dage er ved at blive sindssyge og vil tilbage og lege med de andre drenge på arbejdspladsen.

Den unge generation af kvinder, der er på vej gennem uddannelserne og kommer ud nu, er nogle hårdere nysere, som både vil have en fuld karriere og et fuldt familieliv. Og de vælger mænd efter det. De vil også forlange, at de får en mand, som for en periode tager et halvdagsjob og bliver derhjemme, passer børn og henter dem.«