Det vil ikke kunne ske i Danmark

Mangelfuld vedligeholdelse eller dårlig konstruktion skyld i brostyrtet i USA, mener danske eksperter.

<a href='http://images.bm4.metropol.dk//279/279816/279816_original.jpg'>Se i stort format</a><p> Fold sammen
Læs mere

Årsagen til, at broen over Mississippi-floden onsdag aften kollapsede kan ifølge lektor Christos Georgakis fra Danmarks Tekniske Universitet, DTU, findes to steder. Enten i dårlig vedligeholdelse eller i selve broens konstruktion.

»I slutningen af sidste århundrede og starten af dette har den amerikanske regering reduceret omkostningerne til vedligeholdelse af infrastrukturen, som derfor er på et lavere niveau, end vi er vant til i de fleste europæiske lande,« siger han. Det behøver dog ikke at være forklaringen på kollapset, for den 40 år gamle bro i Minneapolis er samtidig konstrueret på en sådan måde, at sikkerheden ikke matcher broer bygget i dag.

»Den pågældende bro har ikke en særlig god evne til at bære vægt, hvis et af stålelementerne strejker. Og hvis det sker, kollapser hele broen. Nutidens broer derimod er designet til at omfordele vægten til de resterende støtter. Rent sikkerhedsmæssigt er konstruktionen af broen derfor af lavere standard end for ekspempel Storebæltsbroen,« siger Christos Georgakis.

Sker ikke i Danmark
Det voldsomme brokollaps ville ikke kunne finde sted i Danmark, mener lektor og ekspert i fundering ved Aalborg Universitet, Carsten Sørensen. Dertil er kontrollen alt for grundig.

»En bro bryder ikke bare sammen, der kommer altid et varsel inden, som bliver opdaget, hvis vedligeholdelsen er god nok. I Danmark har vi detaljerede eftersyn på vores broer, så vi ved, om der er rust og får reageret i god tid,« lyder hans vurdering. »Jeg tror simpelthen, at deres vedligeholdelse har været for ringe. Det er en bro, der har holdt i 40 år, hvilket er ingenting, og sådan én falder ikke bare ned.«

Carsten Sørensen slår derudover fast, at danskerne på ingen måde skal være nervøse for at køre over de danske broer.

»Jeg er ikke bekymret for nogen af de broer, vi har i Danmark. Der er så godt eftersyn på dem, og vi vedligeholder generelt vores broer mere end i USA.«