Du vasker aldrig op. Du spørger aldrig ind til mig. Du siger aldrig: »Jeg elsker dig«. Du vil mig ikke nok.

Lyder anklagerne bekendte?

Parterapeut Katrine Axholm har hørt dem hundredvis af gange, når parrene kommer til hende for at få hjælp til at få knuden i parforholdet til at gå op.

»I skal filtre jer følelsesmæssigt ud af hinanden. Det siger jeg virkelig ofte til folk. I skal vende snuden ind mod jer selv i stedet.«

Hendes praksis ligger i 2900 Hellerup. Ondt i kærligheden findes også her. Hverken penge eller solide job kan forhindre, at man snubler over en pink sukkersød valentineromantisk forestilling om, hvad kærlighed faktisk er.

»Vi er siden romantikken blevet bombarderet med budskabet om, at vi skal være sammen på grund af kærlighed. Der skal være en helt unik følelsesmæssig forbindelse mellem os. Vi tror, at vi kan få den følelse hele tiden. Men det kan man ikke,« siger Katrine Axholm.

Graver man et spadestik dybere ned i, hvorfor danskerne bliver skilt, lyder hendes bud, at vi er alt for præget af en naiv idé om, at den anden skal gøre os komplette. Den anden skal give os lige netop det, der gør os lykkelige.

»Det ansvar kan man ikke forlange af et andet voksent menneske. Vi forventer os alt for meget af den anden. Vi gør os afsindigt afhængige af, at den anden skal give os noget, så vi kan blive glade og få det godt. Vi er en hel nation af mennesker, der bare venter på at blive fuldendt af et andet menneske.«

Katrine Axholm oplever, at vi ikke er villige til at se i øjnene, hvor meget ansvar vi selv har for tingenes tilstand.

»I stedet siger vi ting som: Vi voksede fra hinanden. Vi gled fra hinanden. Vi passede ikke sammen. Der gik for meget hverdag i den. Alt det handler om: Jeg fik ikke det, jeg gerne ville have.«

Skilt fra det, man er blevet til

Ofte bliver man ikke skilt fra ægtefællen. Man bliver skilt fra det menneske, man er blevet til.

»I stedet for at være sur og bebrejde min mand, at han aldrig planlægger indkøb, kunne jeg passende spørge mig selv: Hvordan har jeg båret mig af med at rage alt det ansvar til mig? Pilen peger altid på én selv. Men det, vi gør i et parforhold, er ofte at dreje pilen over mod den anden. Fejlen er, at vi tror, at vi får lykken udefra.«

Hvordan reagerer folk, når du siger det?

»De bliver kede af at erkende det. Som regel tager det lidt tid for dem at æde den og indse det, fordi det er en så indgroet opfattelse af parforholdet, at den anden skal sørge for os.«

Hvad karakteriserer det moderne parforhold?

»At vi vil det hele. Vi vil karriere, vi vil børn, vi vil hus, venner og hobby. For at have intimitet og nærhed kræver det helt simpelt, at man har tid. Det kan ikke løses med blot at have kæresteaften en aften om ugen. Det handler om, at man kan finde ud af at tune ind på hinanden i hverdagen. Hvis man ikke formår det, ender man med at se hinanden i øjnene, når børnene er blevet lidt større, og siger: Hvem er du?«

De ringer til Katrine Axholm, når der har været utroskab, når de har forelsket sig i en anden, eller når de ikke mere er forelsket i deres partner.

Parterapi er også efterspurgt, når konflikterne har hobet sig op. Kroferier, parmiddage og alt det andet er fint. Men hvis man sidder på kroferien over den dyre middag og kun kan tale om at rense tagrender, er der noget fundamentalt galt i det »vi«, man har søgt at bygge op.

»For at have nærhed og intimitet med et andet menneske skal man kunne sætte ord på, hvordan man går rundt og har det. Ellers lever man som to fremmede mennesker, der kun kan spørge: Skal du have mere kaffe?«

At kunne mærke sig selv

En stor del af dit klientel er voksne, ressource­stærke mennesker, der tager ansvar på deres arbejde hver dag. Hvorfor har de problemer med at mærke sig selv?

»Vi vokser op i en kultur, hvor vi skal præstere, være dygtige, løbe stærkt og have et spændende job. Vi er vant til at præstere rigtigt meget udadtil. Men vi har ikke nødvendigvis et udviklet sprog for det indvendige. Jeg har oplevet klienter, der er vokset op i hjem uden kram eller snak om følelser. Det kan godt ske, at du er blevet direktør i en virksomhed, men det er altså ikke ensbetydende med, at du til din kone kan sige: Jeg savner det her.«

Der er dem, hvor sexlivet er gået helt i stå. Hvor der absolut ikke er noget hanky panky under dynerne. De par tror ofte, at deres problem er det seksuelle. Men Katrine Axholms erfaring er, at problemerne er opstået et helt andet sted.

»Der er en modsætning i, at vi på den ene side gerne vil have tryghed og på anden side gerne vil have et spændende sexliv. Det er svært for mange at opretholde passionen efter ti eller flere års parforhold. Jeg bruger en del tid på at få pillet de forestillinger fra hinanden, når folk kommer i min praksis. Enten den romantiserede forestilling om, hvad kærlighed er, eller hvad der skal til. Mange tror virkelig på, at når forelskelsen opstår, kommer sam­livet til at se sådan ud mange år fremover. Men det kræver arbejde.«

Hvad længes vi efter, når vi siger, at vi ikke længere kan mærke os selv?

»Hvis vi ikke har kontakt til vores følelsesliv og mærker efter, så kan vi ikke skabe os det liv, der passer til den, vi er. Jeg har haft hundredvis af 40-årige mænd i min praksis, der siger, at deres liv ikke er, som de ønsker det.«

Det er netop det farlige punkt. Dér, hvor skilsmisserne begynder. Det er efterhånden et fortærsket udtryk, men Katrine Axholm insisterer: Hvis vi ikke kan mærke, hvad der er rigtigt for os selv, sker der pludselig det, at vi forelsker os i en kollega, går ind i en affære eller får lyst til at bruge tiden på alt andet end den, vi deler adresse med.

»Hvis danskerne gerne vil undgå den skilsmisse, skal de se i øjnene, at der er problemer med nærværet. Har I overhovedet tid til at se hinanden i øjnene?«