Det var ugens glade nyhed for dem, der venter på en vaccine – men Danmarks storindkøb i Rumænien fortæller også en anden historie

Danmark har købt mere end en million vacciner i Rumænien, hvor det er langt sværere at få borgerne til at lade sig stikke. Også i andre lande er vaccinetøven udtalt, og en del af forklaringen finder vi måske i nye undersøgelser fra Aarhus, EU og den amerikanske midtvest. Fællesnævneren er noget, vi er berømte for i Danmark.

Over 57 procent af befolkningen har nu har fået mindst en vaccinedosis, og den andel kommer formentlig til at vokse betydeligt de kommende måneder. Andre steder i Europa ser det mere trægt ud. Mads Claus Rasmussen

Intet er som bekendt så skidt, at det ikke er godt for noget, og det »noget« var i den forgangne uge vi danskere.

Pludselig stod vi med 1,17 millioner flere coronavacciner end ventet, og det var »virkelig gode nyheder«, som statsminister Mette Frederiksen (S) skrev på Facebook. Men som den gamle talemåde tilsiger, er der også en anden side af historien om det Danmarks storindkøb af ubrugte Pfizer/BioNTech-vacciner i Rumænien.