»Det var ni forfærdelige måneder«

Mette Bak Pedersen har haft anoreksi, siden hun blev konfirmeret. Da hun flyttede hjemmefra og faldt til ro, gjorde spiseforstyrrelsen det samme. Men som for mange andre eskalerede sygdommen, da hun blev gravid.

En episode under den seneste graviditet, hvor Mette Bak Pedersens to-årige søn opdagede, at hun kastede sin mad op igen, fik hende til at søge hjælp. Samtaler med en jordemoder med speciale i speseforstyrrede gravide, fik hende langsomt på ret køl, men bliver Mette Bak Pedersen gravid igen, er hun ikke i tvivl om, at problemerne vender tilbage. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Dam Kristensen

Mette Bak Pedersen var for et halvt år siden højgravid og lige kommet ind af døren sammen med sin dengang to-årige søn. Hun tænkte kun på én ting: At få noget at spise for bagefter at komme ud på toilettet og kaste maden op igen. Men da hun gik ind på toilettet som så mange gange før, løb sønnen Sebastian hen og bankede på døren udefra.

»Mor kaster op,« råbte han og stak selv en finger i halsen og udstødte bræklyde samtidigt med, at han forsøgte at åbne den lukkede dør.

»Jeg tog mig selv i det, og skyndte mig ud. Det skræmte mig. Jeg var bange for, at jeg på en eller anden måde ville give det videre til min søn. Det fik mig til at søge hjælp hos min jordemoder,« fortæller Mette Bak Pedersen i dag.

Hun sidder ved spisebordet i sit røde rækkehus, med legetøj i baghaven og stationcar i garagen. Babyalarmen står på køkkenbordet og med de små grynt og skrat, som den af og til udsender, er idyllen komplet. Men vejen til en kernefamilie og alt, hvad der hører til, har ikke været nem. Mette selv beskriver sin seneste graviditet, som »ni forfærdelige måneder.«

Ville ikke over 40 kg
En blanding af usikkerhed, en far der igennem mange år har lidt af en psykisk sygdom, og en fascination af to piger i klassen, som havde anoreksi, udløste sygdommen hos Mette, da hun var lige omkring konfirmationsalderen. Dengang vejede hun omkring 38 kg, og for at holde vægten under 40 spiste hun afføringspiller, eller også spiste hun næsten ikke.

Som 21-årig flyttede Mette Bak Pedersen hjemmefra og faldt efter et par år til ro sammen med sin nuværende mand. Det samme gjorde spiseforstyrrelsen lige indtil den dag, hun fandt ud af, at hun var gravid.

»Jeg blev vanvittigt vægtfokuseret. Men jeg kastede ikke op. Men alt var også nyt og spændende, så min spiseforstyrrelse kom ikke så meget til udtryk.«

Kort efter fødslen – en måned før termin – blev Mette Bak Pedersen dog ramt af en fødselsdepression, hvilket sker for rigtig mange med en spiseforstyrrelse i bagagen.

Efter seks uger med nedrullede gardiner og skræmmende tanker om at skade sit eget nyfødte barn, fik Mette det igen bedre.

Da hun begyndte på sit arbejde som sygeplejerske, og nålen på vægten igen viste 48 kg, begyndte livet at vende tilbage til normalen. Men da hun knap to år senere blev gravid for anden gang, startede møllen igen – og denne gang for fuld kraft. »Denne gang vidste jeg, hvordan det var at være gravid, så jeg havde mere tid til at tænke over, at det var rigtig ubehageligt at blive tyk.«

Mette Bak Pedersens sygdom udviklede sig tidligt i graviditeten til bulimi.

»Jeg begyndte allerede at spise, mens jeg lavede aftensmad. Efter to store portioner mad spiste jeg nemt syv-otte muffins og også småkager og chokolade. Den dårlige samvittighed kom altid lige bagefter, og så måtte jeg ud at kaste op.«

Bræk i skraldespanden
Mette betegner sin mand som utrolig forstående og som en, hun taler godt med om sygdommen, men det med at kaste op tager han afstand fra. Så det skulle planlægges nøje, hvordan hun kunne komme til at kaste op, op til fire gange om dagen.

»Når jeg ordnede køkkenet efter aftensmaden, gik jeg i gang med kagerne. Så tændte jeg for opvaskemaskinen og radioen, så han ikke kunne høre mig, og så kastede jeg op i skraldespanden.«

Oven i opkastningerne kom Mette Bak Pedersens evindelige dårlige samvittighed. Det evige dilemma gjorde, at Mette blev dybt deprimeret. Efter episoden med sin søn, der stod og bankede på toiletdøren, valgte hun at få hjælp.

Normalvægtig som gravid
»Jeg gik til min jordemoder, som jeg fik snakket med. Jeg var frustreret og ked af det hele tiden. Jeg kunne kun tænke på mad, kaste op, ikke at blive tyk og at have dårlig samvittighed. Jeg vil faktisk sige, at min dreng kom i anden række. Jeg var også bange for, om jeg skadede fosteret ved at kaste op eller ved at være så deprimeret. Det var ret voldsomt.«

Jordemoderen henviste Mette Bak Pedersen til en anden jordemoder, Charlotte Sollid, som er en af de få jordemødre i landet, der har specialiseret sig i denne gruppe af kvinder.

Samtalerne med Charlotte Sollid hjalp, og opkastningerne stoppede lidt efter lidt.

På trods af alt lykkedes det Mette Bak Pedersen at tage næsten 20 kg på og føde en sund dreng.

»Men hvis jeg bliver gravid igen, så vil det hele komme tilbage. Det er jeg helt sikker på.«