Det var dengang, Danmark blev lille. Men måske var krigen uundgåelig

I 1864 tabte Danmark den 2. Slesvigske Krig til Østrig og Preussen - og måtte afstå hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg. Men hvorfor gik det så galt? Måske var krigen - om ikke nederlaget - uundgåeligt, lyder det fra historiker i podcast.

Danske soldater med bajonetter på klar til kamp under krigen i Slesvig Fold sammen
Læs mere
Foto: C.F. Wilhelm Schrøder

Det var den totale ydmygelse. Nederlaget er blevet sammenlignet med briternes Brexit-kaos og amerikanernes nederlag i Vietnam-krigen. Og det er stadig en del af Danmarks folkesjæl.

Det var dengang, Danmark blev lille, som forfatteren Tom Buk-Swienty har sagt.

I 1864 tabte Danmark i den 2. Slesvigske Krig de tre hertugdømmer Slesvig, Holsten og Lauenborg til Østrig og Preussen, der var en del af det tyske forbund. Men hvorfor gik det så galt?

Rasmus Glenthøj er lektor ved SDU, 1800-tals historiker og forfatter til bogen »1864 – Sønner af de Slagne«. Ifølge ham skal man ikke finde årsagen til nederlaget i årene umiddelbart omkring 1864 - men ti år tidligere. Det forklarer han i et interview med Berlingske i forbindelse med podcasten »90 Mandater«.

I slutningen af 1854, efter treårskrigen, forsøge man at genskabe staten Danmark på et nyt fundament. Og efter Grundloven fra 1849 skulle det fundament være konstitutionelt, ikke enevældigt. Men så gik datidens konservative regering ind over statsdannelsen.

»De lavede basalt set et statskup, hvor de indførte en enevældig forfatning for den her føderale statsdannelse, der bestod af Danmark og hertugdømmerne. Man skabte et seperat parlament, der kun var rådgivende. Med andre ord: De her folk fra statsdannelsen kunne rådgive kongen og regeringen, men de havde ingen lovgivende magt,« fortæller Glenthøj.

»Men det ville man ikke finde sig i i København. Og kongen som var blevet vildt populær under treårskrigen var godt klar over, at han ville miste sin popularitet, hvis han lod regeringen sidde. Han afskedigede sin regering. Kongen frygtede for sin popularitet,« siger han.

Herefter fulgte stor uenighed mellem Østrig, Preussen og Danmark - og de enkelte hertugdømmer - om, hvordan en ny forfatning og dermed den nye magtfordeling skulle formes. Det lagde kimen til den uro, der ti år senere førte til krigen.

»Det rumler. Holsten klagede til det tyske forbund, fordi man har den absurde situation set med moderne øjne, at Holsten og Lauenborg både er en del af den danske statsdannelse og det tyske forbund, der bestod af 39 forskellige stater og bystater,« siger han.

Dermed var krigen om de tre hertugdømmer, der havde både tyskere og danskere, reelt uundgåelig, lyder det fra Rasmus Glenthøj.

»Få historikere, som ved noget som helst om det her, anskuer det som noget, man let kunne have undgået. I mine øjne var krigen nok uundgåelig. Det, man kunne have gjort, var at genindføre enevælden - men havde det været en holdbar løsning?«

Omvendt mener Glenthøj godt, at det store danske nederlag kunne have været undgået.

»Man skulle have gjort det, man endte med at gøre i 1920 - nemlig at dele Slesvig. Det var knap så indlysende i samtiden, men det var præcis, hvad der var på bordet til den såkaldte Londonkonference i foråret 1864. Der var det så, at den danske regering var voldsomt internet splittet. Man endte med at stå fast på et alt for sydligt delingspunkt, der sprang konferencen,« siger Glenthøj.

Det delingspunkt, danskerne foreslog, lå helt nede ved Danevirke, hvilket man ikke fra tysk side kunne acceptere. Krigen endte som bekendt med et bragende dansk nederlag, hvor landet mistede alle tre hertugdømmer.