»Det værste var den skide uvished«

I 100 dage var den danske Greenpeace-aktivist Anne Mie Roer fanget i Rusland, fordi hun som 3. styrmand på et togt, var med til at borde en russisk boreplatform i Arktis. En stor del af tiden blev tilbragt i isolationsfængsel, hvor den 26-årige kvinde var overladt til sig selv. Anne Mie Roer fortæller her for første gang om sine oplevelser.

Anne Mie Roer Jensen på Greenpeacekontoret på Amager. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mørket var faldet på, når Anne Mie Roer om eftermiddagen blev lukket ud i det, hun kalder hønsegården. Et hønsenet udspændt som tag over den lille gård skulle sikre, at den 26-årige dansker ikke forcerede betonvæggene og kravlede ind i de tilstødende gårde, hvor andre aktivister fra Greenpeace ligeledes var på en times udgang fra deres isolationscelle. Den grå time under Murmansks frostklare himmel var et dagligt højdepunkt for Anne Mie Roer, der først sad i seks ugers isolationsfængsel i den russiske havneby, før hun blev sendt videre i det russiske fængselssystem. Hen over murene råbte aktivisterne til hinanden, når der var nyt at berette om deres fælles sag mod det russiske retsvæsen. Når snakken med de andre forstummede, brugte Anne Mie Roer tiden på at få styr på tankerne, og derfor satte hun i løb rundt langs murene i den lille gård.

»Jeg fik afløb for min frustration ved at bevæge mig. Det var under hele forløbet vigtigt for mig at holde den kørende med et fast dagligt program, så jeg ikke sumpede til,« fortæller den 26-årige styrmand.

Anne Mie Roer er et privat – nogle vil kalde hende et sky – menneske. Hun bryder sig ikke om offentlig opmærksomhed, men hun har besluttet sig for at fortælle sin historie til en håndfuld medier i anerkendelse af, at hendes situation har vagt bekymring herhjemme. Herefter er det hendes plan at fordufte fra mediebilledet igen.

Historien om Anne Mie Roers ufrivillige tilbageholdelse i Putins Rusland starter i Amsterdam i sommeren 2013, da den 26-årige dansker påmønstrer Greenpeace-skibet Arctic Sunrise. Hun skulle arbejde for kampagnen »Save The Arctic«, der har kørt siden 2012, og hun kendte i store træk togtets rute. Hun vidste også, at det tre måneder lange togt skulle afsluttes med et forsøg på at borde det russiske forsyningsselskab Gazproms første boreplatform i Arktis. Men ingen af de 30 miljøforkæmpere – selv ikke de mere garvede aktivister – havde forudset russernes kraftige reaktion på den ulovlige indtrængning af boreplatformen. Ingen havde fantasi til at forestille sig til, at de 30 aktivister og besætninsmedlemmer ville ende med at ruske tremmer eller forholde sig anklager om pirateri og truslen om 15 års fangenskab i en russisk arbejdslejr.

Efter råd fra den danske ambassades repræsentanter strukturerede Anne Mie Roer hurtigt sin hverdag, da hun i september blev fængslet i Murmansk. En oplagt øvelse for en styrmand, der er vant til at færdes på store skibe, og som ved, at disciplin og tjeklister kan gøre forskellen på liv og død, hvis en situation spidser til på havet. Efter at have skubbet sin tallerken ud gennem en kattelem i celledøren og modtaget grød kl. seks om morgenen, satte Anne Mie Roer sig hver dag troligt på cellens smalle bænk foran det lille bord for at studere. Via den danske ambassade havde Marstal Navigationsskole forsynet den unge kvinde med skolebøger, da hun var i gang med at udbygge sin sømandsuddannelse til også at blive skibsfører, da hun påmønstrede det regnbueprydede skib Arctic Sunrise i juli 2013. Hver formiddag tilbragte hun over studierne, og hun var fast besluttet på at være klar til eksamen, der lå inden jul. Når hun havde spist frokost – der ofte bestod af en sammenkogt ret eller suppe – og drukket sin te, var der fysisk aktivitet på programmet, selvom den snævre celle ikke tillod store armbevægelser.

Halvvejs under håndvasken og halvvejs under cellens bord fandt Anne Mie Roer en bar plet på gulvet, hvor hun kunne lave yoga-øvelser eller styrketræne alt efter humør. Herefter blev hun sendt ud i »hønsegården« en time, spiste igen en sammenkogt ret til aften og brugte aftenen på at »hyggelæse, slappe af og tænke over tingene«.

»Det er ikke sundt for noget menneske at sidde alene så lang tid, det er jo en form for psykisk tortur. Derfor er det vigtigt, at jeg sørgede for at sætte nogle regler for mig selv.«

I de første uger i fængslet var Anne Mie Roer stort set overladt til sit eget selskab. Kun når hun skulle afhøres, i sit ugentlige bad eller fik besøg af repræsentanter fra den danske ambassade sad hun ansigt til ansigt med et andet menneske. Fangevogterne kunne hun ikke kommunikere med, og når undersøgelseskomiteen, der efterforskede aktivisternes sag, ud af det blå besluttede at overflytte de 30 aktivister til nye fængsler, var situationen præget af usikkerhed. Anne Mie Roer ved udmærket godt, at Rusland ikke er kendt for at overholde internationale konventioner om menneskerettigheder. Men hun bedyrer, at hun aldrig var rigtig bange, og hun havde sat sig for at bevare roen.

Den største gene for den strukturerede sømand var, at hun ikke selv kunne styre slagets gang. At hun var degraderet til en brik i et storpolitisk magtspil, hvor Putins Rusland én gang for alle ville gøre det tydeligt, at landet ikke finder sig i international indblanding. Slet ikke når det gælder det økonomisk og sikkerhedspolitisk vigtige Arktis.

»Det værste var den skide uvished. Pludselig blev man bare overflyttet. Most ind i et lille jernbur i en fangetransport uden at vide, hvor man skulle hen. Jeg sagde altid »lawyer« eller »court« for at finde ud af, hvor der nu skulle ske. Men de snakkede jo ikke engelsk,« siger Anne Mie Roer, der alt i alt sad over to måneder i tre forskellige isolationsfængsler, før hun blev løsladt mod kaution og derefter tilbragte godt en måned i Sankt Petersborg uden at kunne rejse hjem.

Der er et helt fastlagt hierarki på et skib i størrelse med Arctic Sunrise. Øverst er kaptajnen, der har det overordnede ansvar. Under ham tre styrmænd, der arbejder i otte-timers vagter på broen med at navigere skibet. Styrmændene har derudover hver et ansvarsområde, og som 3. styrmand på Arctic Sunrise var det Anne Mie Roers opgave at sikre, at sikkerhedsudstyret var i orden.

»Sikkerhed er alt, når du er om bord på et skib. Vi har jo også folk med, som ikke har sejlads som erhverv. Så der hviler et stort ansvar på mine skuldre. Jeg skal sørge for, at vi har det retmæssige udstyr om bord, ikke bare på Arctic Sunrise, men også på de fem mindre speedbåde, som vi bruger i aktionen.«

Anne Mie Roers ansvar stopper ved skibene og driften af dem. Om bord på Arctic Sunrise er eksempelvis også en læge, klatrere, som skal placere Greenpeaces bannere på boreplatformen, og journalister, der skal tage billeder og rapportere fra begivenheden for at skabe medieomtale. Alle 30 aktivister har altså hver sin rolle, som man udfører. Og når de små speedbåde sættes i vandet fra moderskibet Arctic Sunrise, vil der være fire-fem mand i hver båd.

På et møde om bord på skibet i slutningen af august i havnebyen Kirkenes på kanten af Norge blev besætningen præsenteret for den detaljerede plan om at borde Gazproms boreplatform. Som miljøorganisation tror Greenpeace på, at det er de enkelte borgeres ret at benytte civil ulydighed og eksempelvis trænge ind på Gazproms boreplatform for på fredelig vis at skabe opmærksomhed om russernes olieudvinding i Ishavet. Missionen var nøje planlagt ned til detaljer om, hvilke skibe der skulle i vandet først, husker Anne Mie Roer, og hun fortæller også, at der var en såkaldt »legal briefing«, hvor mulige konsekvenser blev drøftet. Ingen troede, at reaktionen fra russisk side ville være så heftig, som den siden viste sig at blive. Og ingen af de 30 besætningsmedlemmer undslog sig planen om at borde boreplatformen.Var I naive, da I troede, at I kunne lave denne aktion uden en reaktion fra Ruslands side?»Nej, det synes jeg ikke. Vi endte med at være en brik i et politisk spil, men jeg synes ikke, vi kunne have forudset det. Vi ville bare lave en fredelig demonstration for at skabe opmærksomhed på Arktis. Vi troede ikke, at et land ville gå så langt for at beskytte deres egne interesser.«

Klokken 4.30 om morgenen den 18. september var samtlige 30 Greenpeace-kolleger iklædt overlevelsesdragter med isolering, der skærmer kroppen fra det iskolde vand i Arktis. Derudover redningsveste, sikkerhedssko og hjelme. Skibet cirkulerede med fire sømil rundt om boreplatformen, og stemningen om bord var spændt. Alle var i højeste alarmberedskab, husker Anne Mie Roer, da man stod på tærsklen til at krydse russisk territorium. Kort efter fik skibet radiokontakt med den russiske kystvagt, der kom tililende i mindre både. Arctic Sunrise fik ordre om at holde en afstand på tre sømil fra boreplatformen.

»Det er en sikkerhedszone, som vi accepterer. Vi vil ikke sejle det store skib (Arctic Sunrise, red.) ind. Derefter er der ikke mere snak, og de ligger en halv sømils afstand fra os, mens vi stadig cirkulerer rundt om boreplatformen« fortæller Anne Mie Roer.

Kun en lukket kreds i Greenpeace ved, hvem der er ombord på de mindre speedbåde og hvem, der bliver tilbage på skibet, da aktionen skydes i gang. Af frygt for at russiske myndigheder vil retsforfølge fire russiske besætningsmedlemmer yderligere, ønsker organisationen ikke at sætte navn på den enkelte aktivists rolle. Berlingske kan derfor ikke redegøre for, om Anne Mie Roer forlader Arctic Sunrise, da de fem små speedbåde sætter kurs mod platformen.

»Kystvagterne sætter ind med aggressiv sejlads, da de ser, at de små både har kurs mod platformen. Der bliver affyret varselsskud og trukket knive, som punkterer de oppustelige pontoner på siden af bådene. Der bliver også affyret vandkanoner mod vores to klatrere, da de er på vej op ad boreplatformen. Kort efter bliver de tvunget ned igen og tages til fange. Vi har under hele forløbet en fredelig tilgang, og er meget påpasselige med ikke at eskalere situationen, så vi trækker os tilbage til Arctic Sunrise,« siger Anne Mie Roer.

Greenpeace-besætningen ville ikke forlade de to kolleger der var taget til fange, og derfor blev skibet i umiddelbar nærhed af boreplatformen. Formelt var skibet ikke i russisk territorium, siger Anne Mie Roer, men sejlede i internationalt farvand. Alligevel skød kystvagten med kanoner 11 gange mod skibets forende for at blokere vejen væk. Via radioen forsøgte Greenpeace-besætningen at få de to klatrere udleveret, men det nægtede kystvagten. Dagen efter aktionen fløj en russisk helikopter ind over Arctic Sunrise og landede på skibets helikopterlandingsplads kort efter. Ud myldrede maskeklædte sikkerhedsstyrker, der hurtigt begyndte at tvinge miljøorganisationens medlemmer ned på knæ en for en, husker Anne Mie Roer.

Selv befinder hun sig sammen med kaptajnen og de øvrige styrmænd på broen, da skibet bliver besat af de russiske tropper. Der gik ikke længe, før indsatsstyrkerne havde kontrol over skibet, og mens skibet blev ransaget samledes Greenpeace-medlemmerne i messen. Det var lykkedes at gemme en mobiltelefon for vagterne:

»Jeg laver et opkald til mine forældre og siger helt kort: Jeg har det godt, jeg lider ikke og håber at være hjemme igen snart. Mine forældre vidste, at der kunne være en risiko forbundet med togtet. Men de var svært overrasket over, at deres datter lige pludselig var taget til fange af russerne. Det var ikke let.«

Anne Mie Roer er rørt over den måde den danske ambassade har stået til rådighed med konsulær bistand, været på forkant med papirer til det umættelige russiske bureaukrati og udvist omsorg, når der var behov for det. To gange om måneden fik hun besøg, uanset om hun befandt sig i Murmansk eller Sankt Petersborg. Via Borgerservice i Udenrigsministeriet har hendes forældre også haft en tæt indsigt i, hvordan hun klarede sig.

»Jeg var aldrig i tvivl om, at de var på sagen, og at de arbejdede seriøst med den. Da piraterianklagerne lå fast, vidste jeg nøjagtigt, at udfaldet kunne blive 15 års fængsel i russisk fangelejr, men også hvilket udfald de håbede og troede, at sagen ville få. Ambassaden skabte ikke falske forventninger, og de havde endda overskud til at vejlede mig i, hvordan jeg bevarede fatningen.«

Efter at have været løsladt mod kaution, men uden udrejsemuligheder, fik Anne Mie Roer og de øvrige besætningsmedlemmer amnesti. Eksperter kæder amnestiøvelsen sammen med Kremls behov for at gøre rent bord, så besværlige internationale sager ikke tager pyntet af det Vinter-OL, som landet er vært for i februar i byen Sotji. Da Anne Mie Roer landede i Københavns Lufthavn blev hun smuglet ud af en bagdør og direkte ind til lange kram i sine forældres bil. Derefter gik turen til barndomshjemmet i Hedehusene.Har oplevelserne i isolation og de russiske trusler om 15 års fængsel påvirket dig psykisk?»Jeg sover fint, og jeg oplever ikke efterreaktioner selv. Når det er sagt, er det kun tre uger siden, at jeg kom hjem. Det er først i denne uge, jeg er begyndt at falde til. Jeg får professionel hjælp, men nogle af de andre er hårdere ramt end mig,« siger hun og grunder lidt over sit svar:

»Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan, for vi har levet under nogle ekstreme forhold og i værste fald kunne jeg ende med at sidde i russisk fængsel, indtil jeg var 41 år. Til den tid ville jeg stå i en helt anden livssituation. Men jeg prøvede at tage det roligt, og måske giver min sømandsbaggrund mig også nogle færdigheder. Jeg er eksempelvis vant til at leve på små kamre og nærmest skære mit privatliv fra i de perioder, jeg er på skibet.«

Har du på noget tidspunkt fortrudt, at du påmønstrede Arctic Sunrise?

»Jeg har ikke fortrudt. Jeg er sømand, jeg elsker at være på havet. Med Greenpeace kan jeg samtidig gøre en forskel og sejle for noget, jeg tror på. Jeg har derfor meldt mig sejlklar igen. Men jeg vil ikke tilbage til Rusland lige foreløbigt.«