Det tabte paradis, der var alt andet end et paradis

Slavernes efterkommere på US Virgin Islands er ikke altid Danmark venligt stemt. For historien om De Vestindiske Øer er også historien om slaveri og handel med slaver og er særdeles levende i dag.

I dag er De Vestindiske Øer mest kendt for krydstogtskibe og hvide sandstrande. 31. marts er det 100 år siden, de lokale samledes uden for fortet i Frederiksted i anledning af, at USA havde købt øerne af Danmark, og de blev til US Virgin Islands. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Dannebrog vajer stadig på flere officielle steder på De Vestindiske Øer. Gadenavnene vækker minder om dansk overherredømme over øerne, der blev solgt 31. marts 1917 til USA for 25 millioner dollar.

Danske turister falder stadig i svime over gadenavne som Pilestræde, Slotsgade og Prinsessegade. Amerikanerne brækker til gengæld tungen, når de forsøger at udtale de fremmedartede navne. Og bag al det charmerende ydre i form af gamle danske garnisonsbygninger og købmandshuse gemmer der sig flere mørke kapitler for Danmark – kapitler som huskes af en række lokale, som stadig mener, at Danmark skal sige undskyld for slavetiden.

Flere delegationer fra De Vestindiske Øer har været i København i et forsøg på at overtale danske politikere til at gå bodsgang og betale erstatning for slavetiden. Men hver eneste gang er det blevet afvist, hvilket har fået omfattende dækning i de vestindiske medier. I 150-året for slavernes frigivelse i 1998 var der flere episoder mellem efterkommere af slaver og Danmark.

(Foto: Henning Bagger/Scanpix 2017) Fold sammen
Læs mere

Skuespilleren Kurt Ravn var dengang hyret til på St. Croix at give den i rollen som Peter von Scholten – den danske guvernør på øerne – som frigav slaverne i 1848 efter et oprør, der truede med at udløse et regulært blodbad. Kurt Ravn blev afbrudt under forestillingen uden for den tidligere guvernørbolig på St. Croix af den vestindiske senator Adelberg Bryan. Han protesterede over slavetiden og forlangte en undskyldning.

Den daværende udenrigsminister, Niels Helveg Petersen, sagde i den forbindelse, at han ikke kunne se logikken i, at folk, der ikke har været involveret i slavehandel, skulle give en undskyldning til folk, der aldrig har været slaver. Siden har afvisningen være enslydende. Danmark vil ikke undskylde for noget, der er foregået i fortiden. Det giver ikke mening, siger de danske politikere. Sådan ser man ikke på det på De Vestindiske Øer.

Det var ikke en pludseligt opstået godhed over for slaverne, der drev von Scholten til at frigive slaverne. Han havde ifølge historikerne ikke noget valg. Og beslutningen blev øvrigt først truffet 24 år efter, at slaverne på de britiske naboøer var blevet frigivet efter en meget kompliceret lovgivning både fra britisk og fra dansk side.

Mange af gadenavnene på De Vestindiske Øer er stadig danske. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Handel med slaver blev rent faktisk for Danmarks vedkommende ophævet i 1792, men det gjaldt ikke for de slaver, der allerede var på øerne. Så den almindelige opfattelse i Danmark af, at vi var de første, der ophævede slaveriet, holder ifølge historikerne ikke. Vi var sent ude.

Selv om Danmark ikke står alene med ikke at ville give en undskyldning for fortiden, så har det været med til at sætte et ubehageligt fokus på perioden som slavenation. For det var ikke bare i Vestindien, at vi tjente penge på slaveriet.

Vi sejlede også tilfangetagne afrikanere fra Guldkysten tværs over havet og solgte dem som slaver i den nye verden. Og vi gjorde også de få, oprindelige indbyggere på øerne til slaver.

Det er stadig et kapitel, mange husker, også fordi der i USA er et stort fokus netop på slaveriet. Her tages slavetiden alvorligt. Slaveriet blev først »ophævet« efter den amerikanske borgerkrigs afslutning i 1865. Men reelt gik der yderligere godt 100 år, før de forhadte Jim Crow-love – de amerikanske særlove for sydstaterne, der tillod raceadskillelse i skoler og i det offentlige rum – blev ophævet. De betød, at de sorte i Sydstaterne reelt først blev frie i 1965. Og en del af de sorte i Syden var også bevidste om, at de kom til USA via Caribien. Og de ved også, hvem der sejlede dem til Amerika og Caribien.

Historisk foto fra 31. marts 1917, hvor de lokale samledes udenfor fortet i Frederiksted før flagskiftningsceremonien. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Ganske vist lå Danmark ifølge danske forskere kun på syvendepladsen internationalt med hensyn til transport af slaver fra Afrika. Men vi har alligevel fået en mere markant placering i historien på grund af Dansk Vestindien og mange af de slaver, der var i det område. Mange af dem kom til USA enten fordi, de blev handlet videre igennem de utallige mellemhandlere, der var dengang, eller fordi deres efterkommere valgte at rejse, når de var blevet frie.

Den amerikanske skuespiller Jeffrey Wright spiller i den meget populære serie »Boardwalk Empire« rollen som Dr. Valentin Narcisse. Figuren er bygget over en ægte gangsterskikkelse fra New York. Casper Holstein hed han i det virkelige liv. Han kom til New York fra Dansk Vestindien i 1894. Hans bedstefar var dansk officer, hans bedstemor slave. Flere steder i de amerikanske sydstater er navnet »Denmark« meget udbredt blandt sorte amerikanere. Og igen kan de spore deres slægtninge tilbage til Dansk Vestindien. De kender fortiden med Danmark som en stor slavenation. Og i forbindelse med åbningen af det nye afrikansk-amerikanske museum i Washington D. C. er den danske rolle i slavehandlen også nævnt.

På overfladen er De Vestindiske Øer stadig et paradis. For nostalgiske danske turister et tabt et af slagsen, for vestinderne et paradis med en række meget reelle og påtrængende problemer.

31. marts er det 100 år siden, Danmark solgte De Vestindiske Øer til USA for 25 millioner dollar. Fold sammen
Læs mere

Alkoholisme og stofmisbrug er stort blandt mandlige vestindere. Kriminaliteten er visse steder så udbredt, at turister advares mod at gå ud om aftenen. Men smukt med krystalblåt vand, naturparker og strande, der rent faktisk også uden for turistbrochurernes ofte meget farvebelagte billeder rummer kontraster mellem kridthvidt sand og blåt, blåt hav.

Det er et sejler- og dykkerparadis. Om dagen ånder der fred og idyl, når de enorme krydstogtsskibe lægger til på enten Sankt Thomas eller på Sankt Croix. Den tredje ø i trilogien, Sankt John (tidligere St. Jan), er en stor naturpark skænket af en Rockefeller for at give et boost til turismen. Øerne var nemlig ludfattige i mellemkrigstiden.

Efter Anden Verdenskrig begyndte det at gå lidt bedre. Fidel Castro havde efter revolutionen lukket af for amerikansk turisme og ejendomsbesiddelse på Cuba og tvang dermed den amerikanske turisme på flugt til US Virgin Island, som øerne hedder i dag. Men den nylige åbning af Cuba for amerikansk turisme kan gøre situationen værre for de tidligere danske kolonier. For det er på Cuba, den amerikanske nostalgi ligger. Ikke i det tidligere Dansk Vestindien, selv om det er amerikanere, der slår sig ned på øerne og i øvrigt også er dem, der arbejder i store dele af serviceindustrien.

De Vestindiske Øer var heller ikke altid i kolonitiden en guldgrube for plantageejerne, der levede under skiftende danske kongers beskyttelse med en militær styrke, der med skiftende held holdt slaverne og andre kolonimagter i skak.

Der var op- og nedture. Men mange danskere og i øvrigt andre nationaliteter havde i lange perioder held med sukkerrørsplantager, selv om der også blev produceret andre produkter som tobak og bomuld.

På St. John skal man ikke langt ud i »junglen« for at opleve en række danske grave, der viser, at det også var et hårdt liv. Slaverne døde som fluer. Men det gjorde danskerne og andre europæiske plantageejere også. Ikke af udmattelse i plantagerne. Men af sygdomme.

Og vejen til paradiset i De Vestindiske Øer var farefuld med pirater, stridende kolonimagter, storme, mytteri undervejs og – når man nåede frem – et hårdt arbejde i et tropisk klima, som europæerne ikke var vant til.

Og i dag går det ikke bedre. Økonomisk har øerne haft en større nedtur, da et olieraffinaderi lukkede for nogle år siden. Gælden er steget til over to milliarder dollar, hvilket har fået alle alarmklokker til at ringe. Hver indbygger skylder således 19.000 dollar væk, og det er langt mere end det, der bragte en anden amerikansk »stat«, Puerto Rico, på fallittens rand for nylig.

Arbejdsløshedsstatistikkerne viser, at der er en arbejdsløshedsprocent på cirka 11, mens andre dele af statistikken dog vidner om en relativt høj arbejdsdeltagelse for dem, der er registrerede. Men det er langtfra alle, så ingen ved med sikkerhed, hvordan det ser ud med arbejdsløsheden.

Mange af gadenavnene på De Vestindiske Øer er stadig danske. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

De Vestindiske Øer har også valgt at være et toldfrit område, hvilket gør, at de ikke helt er en del af USA. Indbyggerne har ganske vist amerikansk statsborgerskab, men de kan ikke stemme til præsidentvalget. Så de har status som et særligt område, hvilket også gør, at de i højere grad skal klare sig selv økonomisk.

Mange af indbyggerne lever under fattigdomsgrænsen. 27 procent af børnenes forældre lever i fattigdom. Mange af dem får deres måltider gennem madkuponer. Halvdelen af de femårige har ikke det udviklingstrin, der skal til for at gennemføre det, man lærer i en børnehave. 46 procent af børnene i 3. klasse kan ikke læse ordentligt, og i gymnasiet er det næsten to tredjedele, skriver den vestindiske avis The Virgin Islands Consortium.

Så det er kun et paradis for de »rigtige« amerikanere, der i stigende grad køber sommerhuse i området.

31. marts bliver købet af øerne festligholdt også med dansk deltagelse. Og hvis man spørger de lokale, om de savner Danmark, er det svært at få et ærligt svar. Der er vestindere, der stadig holder af Danmark på godt og ondt. Men for de fleste er det en fortid med ydmygelse og slaveri. Og den del af historien vil også blive husket – og ikke for det gode.

(Foto: Henning Bagger/Scanpix 2017) Fold sammen
Læs mere

Kristian Mouritzen er Berlingskes sikkerhedspolitiske korrespondent