Det store bedrag

Fortællingen om de moralske dilemmaer, der følger i hælene på krigsførelse er blevet til en kamp om troværdighed og bedrag.

Indbragte de danske soldater fanger til det amerikanske afhøringscenter på Kandahar Air Field to gange eller var det tre?

Dér står nu kampen mellem filmmageren Christoffer Guldbrandsen, Mogens Lykketoft, Frank Aaen og Danmarks Radio på den ene side og regeringen med dens flertal og dele af dagspressen på den anden side. Kampen gælder troværdighed.

I de seneste dage har kampen handlet om filmens og DRs hovedvidne, den amerikanske afhøringsleder Chris Hogan. I den omstridte film siger han, at han så danske soldater aflevere fanger fem-seks gange. Et nærmere studium af hans uklippede udtalelser viste, at han sagde noget mere. Han sagde »måske« to gange og »så vidt jeg husker« en enkelt gang. Tre forbehold. De to forbehold blev klippet ud af filmen, og det tredje blev ikke oversat.

I en opfølgende samtale med DR TV-avisen tirsdag gentog Chris Hogan, at der måske havde været tale om, at danske soldater havde afleveret fanger fem-seks gange. Men nu var han kun sikker på tre gange. Den af regeringen uoplyste fangeaflevering skulle have fundet sted sidst i januar eller først i februar.

Ifølge regeringens redegørelse blev danske soldater første gang indsat i en skarp operation den 13. februar, altså et par uger efter den fangeaflevering, Hogan husker så stensikkert. Operationen er ikke hemmeligholdt. Så enten lyver regeringen i redegørelsen, eller også husker Hogan galt. Oplysningen står på side 12 i redegørelsen, lidt under midten, men TV-Avisen har overset eller ignoreret oplysningen.

Det seneste slag mod filmens troværdighed leverede gratisavisen Nyhedsavisen i går. En af filmens andre kilder, forhørslederen Edward Herman, afviste fuldstændig at have sagt til filmen, at danske soldater »rutinemæssigt« afleverede fanger. Han havde kun én gang hørt om, at danske soldater afleverede fanger.

Men det spørgsmål, der måske stikker mest i øjnene, er det, som ingen af de to vidner blev stillet i Christoffer Guldbrandsens film. En af hovedanklagerne mod regeringen var, at de 31 fanger taget af danske soldater 17. marts blev mishandlet. Det sagde et par af dem i filmen. Men hvorfor blev de to afhøringsledere, der gennem måneder færdedes i afhøringscentret, ikke spurgt? Hvis Guldbrandsen har spurgt, har seerne ikke hørt svaret. Men gratisavisen Nyhedsavisen spurgte Edward Herman. Han sagde, at han aldrig hørte om mishandling.

DISKUSSION OM HOGAN og hans kollega Edward Herman er ikke enestående.

Det er tidligere kommet frem, at Jægerkorpsets daværende chef, Frank Lissner, i filmen blev udsat for et falsk spørgsmål, som fik ham til at fremstå aldeles utroværdig. Da han i et interview til filmen fortalte om de to gange, de danske soldater tog fanger, afbrød Guldbrandsen ham med den oplysning, at »det du fortæller nu er helt nyt«. Ifølge Guldbrandsen havde forsvarsministeren over for Folketinget nægtet at der overhovedet var taget fanger. I filmen bliver Frank Lissner tydeligt rystet og siger, at når forsvarsministeren har sagt sådan, må det jo passe. Jægerchefen fremstod altså som løgner.

Men Lissner og seerne blev bedraget. Forsvarsministeren havde faktisk i 2004 fortalt Folketinget, at der var indbragt i alt 34 afghanere. Ministeren kaldte dem bare »tilbageholdte«, ikke krigsfanger.

Den historie, som druknede i kampen om troværdigheden, er historien om et land, trænet i fredsbevarende opgaver, men urutineret i krigsførelse, som pludselig skulle udskifte rollen som beskytter af kvinder og børn på Balkan med rollen som Taleban-dræbere i de afghanske bjerge. Et rolleskift som ikke levnede tid til at gennemtænke alle de juridiske spørgsmål og moralske dilemmaer, der fulgte med som blind passager.

Det foregik fem måneder efter tvillingetårnenes fald, hvor den vestlige verden tørstede efter at få ram på Osama bin Laden og ikke spekulerede meget på, om en en turban kom i klemme undervejs. Det foregik to år før Abu Ghraib, og mens Guantanamo forekom uvirkelig og ikke en permanent forestilling. Dén fortælling forsvandt i påstandene om en regerings store bedrag - men kan ende med en historie om forsøg på mediebedrag af en befolkning.